Bulmeurt: Frø, 35 stk

23,00 kr.

Kategori: Tag:

Beskrivelse

Frø af bulmeurt (Hyoscyamus niger), en særdeles giftig plante, som enhver heks absolut må dyrke i sin have.

Den 1-årige plante af natskyggefamilien er en kuldekimer, og frøene har en uforudsigelig spiring. Man kan enten efterligne plantens naturlige såning, og så frøene overfladisk på voksestedet i efteråret eller det allertidligste forår. Men man kan også lægge frøene i en plasticpose med fugtig køkkenrulle i køleskab i ca. 3 uger og derefter så dem i spirepotter. Planterne kan så plantes ud når de er vel etablerede. Trives på lysåbne voksesteder med halvtør og næringsrig jord.

Bulmeurt har været brugt som lægeplante, hekseplante, hallucinogen plante og endda sandhedsserum. Hekse skulle efter sigende have lavet en flyvesalve af planten, som indeholder det giftige alkaloid hyoscyamin. Dette stof giver i tilpas små doser hallucinationer og seksuel opstemthed, i større doser er det dødeligt giftigt.

Bulmeurt optræder som reliktplante, dvs. som et levende levn efter tidligere tiders menneskelig aktivitet.

Ifølge Bernt Løjtnants uudgivne “Reliktplanter – levende fortidsminder” er bulmeurt som kulturplante indført i Danmark før 1050, og har ikke været dyrket efter 1800. Som reliktplante indikerer den derfor middelalderlig dyrkning. Bulmeurts frø går i dvale når de ligger i jorden, og kan bevare spireevnen i flere hundrede år. Løjtnant kalder da også bulmeurt “reliktplanten frem for nogen”.

Vi inddeler vores frø i 3 kategorier efter holdbarhed: kort, middel og lang. I alle tilfælde skal frø opbevares tørt og køligt for at have god spireevne. Kort holdbarhed betyder, at frøene skal sås året efter de er høstet. Frø med middel holdbarhed kan godt sås efter 2 eller 3 år, men vil have bedst spiring det første år. Frø med lang holdbarhed kan spire selv efter adskillige år (og i ekstreme tilfælde efter flere hundrede år).

Disse frø er høstet i 2022 og har lang holdbarhed.

Vi kan kun sende frø til EU-lande.



Andre produkter