Blåtræ er et af de klassiske farvestoffer fra den nye verden – ligesom cochenille stammer blåtræ fra Mellemamerika, og blev en kæmpe handelsvare efter at Spanien havde overtaget kontrollen med landområdet, der nu er Mexico. Blåtræ blev dyrket i Mellemamerika og hele Caribien, og blev importeret til Europa i stor skala.
Dominique Cardon giver i sin bog “Natural Dyes” disse tal: Allerede i årene 1569-77 importerede Spanien 1725 tons blåtræ om året. Produktion og export steg og steg igennem århundreder, til toppen i 1896, et år hvor Mexico exporterede over 100.000 tons blåtræ!
Farvestoffet kommer fra et lille træ (med det latinske navn Haematoxylon campechianum), og det er selve veddet man bruger. Før det kan bruges til farvning bliver det raspet, og farvestoffet ser typisk sådan her ud:
Veddet indeholder farvestoffet heamatoxylin og en stor mængde garvesyre. Blandt europæiske farvere blev blåtræ populært fordi det på den ene side var relativt billigt, men på den anden side kunne (og kan) give mange forskellige eftertragtede farver fra blå over lilla til grå og sort.
Problemet med blåtræ er dog, at de blå, lilla og grå farver på uld og silke har en virkelig dårlig lysægthed, og også smitter af.
Jeg bruger ikke blåtræ på garn, for det er ægtheden IKKE god nok til! Der er desværre farvere, der sælger garn farvet med blåtræ – min anbefaling er at gå i en lang bue udenom det. Her har jeg fundet en lystest af blåtræ-farvet garn frem, som jeg engang har lavet. Især de senere efterbade har en ringe holdbarhed – med samme antal solskinstimer vil gode, stærke indfarvninger af indigo og krap f. eks ikke falme.
Vælger man selv at farve garn med blåtræ, så kan man tage det med i sin planlægning at det færdige design skal kunne genopfarves. Og det er jo helt fint, når man bare er forberedt på det. Der er en virkelig lang tradition for stykfarvning og genopfarvning af “trætte” tekstiler, så man er i godt selskab. Men har man brugt mange timer på at strikke farvestrik med blåtræ-farvet garn, der prompte falmer, så vil man jo nok være noget skuffet.
Jeg bruger blåtræ til at lege med, til ting hvor det ikke gør så meget at lysægtheden ikke er ret god. Typisk til ecoprint på papir, som disse nedenfor. Alle tre er kogt i et farvebad af blåtræ – på printet til højre er der en blå farve fra blåtræet, mens den er mere sortlilla på dem til venstre – farven afhænger af, hvor meget jern der har været til stede.
Her har jeg brugt stumper af blåtræ sammen med skønhedsøje på et lille stykke silke, det er en prøve som lige er stor nok til at lave en scrunchie af.
Tidligere på måneden holdt jeg en workshop i ecoprint på papir på Skolen for kreativ fritid i Viborg, en workshop som jeg har holdt et par gange nu, og som altid er hyggelig. Og mon ikke jeg slår den op igen – følg med på skolens side her for at se de kommende kurser i farvning.
Til workshoppen havde jeg lavet et farvebad af 50 g blåtræ, som bare var kogt op. Hele dagen farvede deltagerne deres print i badet, men da vi pakkede sammen var der bare stadig masser af farve i. Jeg endte med at tage resterne med hjem, og bestemte mig for at lave det til blæk, simpelthen ved at koge det ind så det blev mere koncentreret. Sådan her kom blækket til at se ud:
Blækket har et lidt rødligt skær, men da jeg prøvede det på papir var det snarere sort. Der er formodentligt en del jern i, for vi havde bejdset alle papiererne til print med jern, og noget er endt i farvebadet. Jeg prøvede både med en stor pensel og med en lille pen. Blækket er for tyndt til at skrive med – i bogstaverne bliver blækket så tyndt, at det bliver rødbrunt.
Jeg eksperimenterer med blæk fra tid til anden, og jeg synes det er en sjov udforskning parallelt med farvning på tekstil. Jeg har tidligere skrevet om blæk af kermes-bær, men har f. eks også afprøvet valnødder og den helt klassiske kombination af galæbler og jern (den vil jeg skrive mere om en anden gang). Hvis man gerne vil læse mere om blæk af naturlige farvestoffer kan jeg anbefale bogen “Make Ink” af Jason Logan.
