ULD- OG BLÅFARVNINGSSYMPOSIUM 2023

Der er nu åbent for tilmelding til:

ULD OG BLÅFARVNINGSSYMPOSIUM på LYSTBÆKGAARD d. 11.-13. AUGUST 2023

I 2022 afholdt vi for første gang Uld- og blåfarvningssymposium på Lystbækgaard, og det var 3 fantastiske dage. Vi er derfor glade for at kunne annoncere, at vi igen i 2023 afholder symposium. Igen i år er symposiet arrangeret af Berit Kiilerich fra Lystbækgaard, Lystbækforeningen, Ulla Næraa Mariager, og Astrid Colding Sivertsen fra Midgaards Have.

Lystbækgaard er hjemsted for Berit Kiilerichs store flok af Spælsau-får, og fungerer som besøgscenter. Gården danner den naturlige ramme for arrangementet.

Fårene på Præstbjerg Hede

Symposiet er en blanding af foredrag, praktiske kurser og vidensdeling. I workshop-modulerne deler underviserne ud af deres viden, men i hele weekendens løb bliver mange tekstile emner vendt blandt alle tilstedeværende!

Som tilmeldt deltager i symposiet er man meget velkommen til at tage sin familie med. Der er plads til at slå telte op, der findes shelters i nærheden, og vi har også enkelte pladser indendørs i et af de små huse i nærheden af Lystbækgaard (det gule hus), hvor man vil kunne overnatte på medbragt liggeunderlag der er ikke flere pladser tilbage i det gule hus. Dele af symposiets program kan medfølgende familie i alle aldre deltage i, men derudover findes der mange spændende udflugtsmål i nærheden af Lystbækgaard.

Vi har dyrket vajd ved Lystbækgaard i nogle år, og tilsår et stykke land til brug ved symposiet.

Høst af vajdblade under Uld- og blåfarvningssymposium 2022. Vi var en god flok mennesker og fik hurtigt høstet en god portion blade.

Symposiet indeholder følgende for tilmeldte deltagere:

  • Workshop i shibori En samling af teknikker, hvor man folder, snører eller syr små sting i stof før det blåfarves med indigo. Navnet shibori er den japanske betegnelse for disse teknikker, som kendes mange steder i verden under forskellige navne. Workshoppen ledes af Ulla Mariager.
  • Workshop i blåfarvning med friske vajdblade. Vi udvinder indigo af vajdblade, som vi sætter en moderne kype med. Vi deler vores erfaringer med dyrkning af planten med symposiets deltagere, og de høster selv de friske blade. Workshoppen ledes af Astrid Colding Sivertsen.
  • Workshop i oprensning af vajdpigment. Vi høster vajd og oprenser den blå farve. Ud over det praktiske kommer vi også ind på de kemiske principper bag indigopigmentets dannelse. Workshoppen ledes af Astrid Colding Sivertsen.
  • Workshop i blåfarvning med indigo-fruktosekype. Denne metode er en moderne miljøvenlig metode til blåfarvning, som er udviklet af den franske kemiker Michel Garcia. I denne metode aktiveres indigoen blå farve af sukkerstoffet fruktose. Workshoppen ledes af Ulla Næraa Mariager.
  • Workshop i blåfarvning med banankype. I denne metode udnytter man sukkerstoffer i overmodne bananer eller andre frugter til at aktivere indigoens blå farve. Succes med metoden afhænger af, at man kan lave de rette observationer undervejs og rette metoden til, og en stor del af undervisningen fokuserer på dette. Workshoppen ledes af Ulla Næraa Mariager.
  • Foredrag om sammenhængen mellem vajddyrkning og jordens sundhed – og hvordan man kan observere dette ved underjordiske lydoptagelser af regnormes aktivitet. Louise Permiin Tønder Jensen, Designskolen, Kolding.
  • Foredrag om oprettelsen af Fibershed i Danmark. Fibershed er en global bevægelse, der har sin oprindelse i USA. Bevægelsen arbejder med regenerativ jordbrug og cirkulær tekstilproduktion. Mona Elverdans Baadsgaard, økologisk fåre- og angorakaninavler med egen mikroproduktion af garn.
  • Poster session. I dette tidsrum har deltagerne muligheden for at præsentere det håndværk, de selv arbejder med. Det kan være alt fra en kurv med garn, man har farvet, en trøje man har strikket, stof eller papir med ecoprint, eller en poster.
Ulla Næraa Mariager underviser i blåfarvning med banankype.

Følgende dele af programmet er for de tilmeldte deltagere samt medfølgende familiemedlemmer – både voksne og børn. Arrangementerne er desuden åbne med gratis adgang for offentligheden, både voksne og børn:

  • Hedevandring med hyrderne. Lystbækgaards store fåreflok bruges til naturpleje af nærområdets hedearealer. På vandring med hyrderne ser vi den levende kulturarv, som vedligeholdelsen af kulturlandskabet udført med den gamle fårerace udgør. Hedevandringen ledes af Berit Kiilerich.
  • Dogmestrik. Vi strikker direkte af uld fra spælsau-får uden at karte eller spinde ulden. Spælsau-får har, da de er en gammel fårerace, blød underuld med lange dækhår yderst. De lange dækhår gør det muligt at strikke ulden uden at forarbejde den. Workshoppen ledes af Ingrid Kobberø-Hansen.
  • Hyrdeværksted. Vi vandrer med fårene på heden og laver det uldne håndværk, man traditionelt lavede mens man gik. Hyrder og fattigfolk samlede uldtotter i landskabet og spandt dem på lyngkviste, og alle almindelige mennesker strikkede, mens de gik. Hyrdeværkstedet ledes af Berit Kiilerich.
Dogmestrik

Symposiet har en deltagerbetaling på 1300 kr. Dette dækker undervisning og materialer under hele symposiet, samt aftensmad fredag og festmiddag lørdag aften.

Symposiet løber fra fredag d. 11. august, hvor der er ankomst og hedevandring kl. 15. Lørdag d. 12. er der undervisning kl. 9-17 og festmiddag om aftenen. Søndag d. 13. er der undervisning kl. 9-16.

TILMELDING

Tilmelding foregår pr. mail til astrid@midgaardshave.dk – ved tilmelding sender vi betalingsinfo, og man indbetaler deltagerbetalingen for at lave bindende tilmelding. Det er muligt at tilkøbe spisebilletter til festmiddag lørdag aften til medfølgende familie – 150 kr pr voksen og 75 kr pr barn under 12 år.

Det er muligt at tilkøbe morgenmad/frokost lørdag og søndag, men man må også gerne have en madpakke med.

Ved tilmelding bedes du nævne følgende i din mail:

  • Hvis du tilmelder flere end dig selv, deres navne / email
  • Hvis du har medfølgende familie, hvor mange personer
  • Om du ønsker at tilkøbe måltider lørdag og søndag, til medfølgende familie, og om du ønsker vegetarmad
  • Om du ønsker at overnatte i telt / shelter eller i det gule hus. Hvis du kommer langvejs fra og har brug for overnatning er der også mange B&B i området – se f. eks. her.
  • Om du kommer med offentlig transport og gerne vil hentes på en station i nærheden – eller om du kører hertil fra en anden landsdel og kan tilbyde nogen et lift

Opdatering 30/7: Detaljeret program

Fredag d. 11/8-22

15.00-17.00 Hedevandring med hyrderne, Præstbjerg hede. Mødested: Præstbjerg Naturcenter, Klejnstrupvej 2, 7550 Sørvad.

18.00-19.00 Aftensmad

19.00-19.30 Foredrag: Lystbækgaard og naturpleje – Berit Kiilerich

19.30-21.00 Shibori – Ulla Næraa Mariager

Lørdag d. 12/8-22

9.00-9.30 Velkomst og introduktion til indigokyper og deres historie.

9.30-10.30 Intro til friske vajdteknikker, høst af blade – Astrid Colding Sivertsen

10.30-11.30 123-kype sættes i gang – Ulla Næraa Mariager

11.30-12.30 Vajdkype sættes i gang, oprensning af vajdpigment – Astrid Colding Sivertsen

12.30-13.30 Frokost

13.30- Farvning i vajd- og fruktosekyper – Ulla og Astrid

15.00-17.00 Dogmestrik/råuldsværksted (åbent for alle)

18.00 Festmiddag

19.00-19.40 Foredrag: Vajddyrkning set i regnormeperspektiv – Louise Permiin Tønder Jensen

Søndag d. 13/8-22

9.00-10.00 Banan-kype sættes i gang – Ulla Næraa Mariager (SAMTIDIGT med dette programpunkt hyrdeværksted for medfølgende familie og andre interesserede kl 9.00-ca.10.00) 

10.00-10.40 Foredrag: Dansk Fibershed – Mona Elverdans Baadsgaard

10.40-11.00 Opsamling fra lørdag – Ulla og Astrid

11.00-12.00 Poster session

12.00-13.00 Frokost

13.00-15.30 Farvning i banankype og 123-kype – Ulla og Astrid

15.30-16.00 Oprydning

Tagget ,

2 tanker om “ULD- OG BLÅFARVNINGSSYMPOSIUM 2023

  1. HEJ mIDgaards have

    Har i erfaring i at farve med sort – er det måske med indigo og krap?

    1. Hej Anne
      Sort er den sværeste/dyreste farve at lave med naturlige farvestoffer. En sort af høj kvalitet får man ved at farve en meget mørk blå med indigo og en meget mørk rød med krap. Jeg må indrømme, at jeg ikke selv arbejder med det – synes der er så meget sort tekstil i verden i forvejen
      Mange hilsener Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *