Her skal det dreje sig om et spørgsmål, der har plaget mig længe, og som ingen har kunnet svare på. Nemlig:

Hvorfor bruger man hydratkalk som base i fruktosekyper?

Fruktosekypen, også kendt som 123-kypen, er en indigokype som består af indigo, hydratkalk og fruktose i forholdet:

1 del indigo

2 dele hydratkalk

3 dele fruktose

Det er en kype, der egner sig til farvning af plantefibre som bomuld, hør, hamp osv. da den har en ganske høj pH, over 11 i starten, og det er alt for højt til uld. Men altså, valget af base har længe undret mig. Hvorfor netop hydratkalk?

Hydratkalk bruger man også når man laver indigopigment ud fra friske blade af japansk indigo eller vajd, og grunden til at man netop bruger hydratkalk er, at den flokkulerer. Altså, den er et stof der får indigo til at bundfælde sig. Det er jo smart når man gerne vil samle sin indigo på et sted. Men i en kype er man interesseret i at så meget som muligt at den tilsatte indigo bliver reduceret, og det er grunden til at man rører i kyper – så ingredienserne kan komme op i væsken i stedet for at ligge som et bundfald.

Jeg bestemte mig for at sammenligne en fruktosekype med hydratkalk med en hvor jeg brugte en anden base, og her faldt valget på kaustisk soda. En stærk og ren base som er nem at få fat på. I første omgang ville jeg finde ud af, om det overhovedet duer med en anden slags base. I anden omgang om der er en fordel ved hydratkalken – altså er der en fordel ved at indigoen falder til bunds når der ikke er konstant omrøring i kypen?

Jeg lavede to 1-literskyper med 5 g indigo og 15 g fruktose i hver. Til den ene tilsatte jeg 10 g hydratkalk (standardopskriften) og til den anden ca. 5 g kaustisk soda. Det var måske lidt rundhåndet – kypen gav max på pH-strimler, altså 14. Kypen med hydratkalk havde en pH på 13, men den “tog” ikke mere hydratkalk (altså når jeg tilsatte det, så flød det ovenpå) så jeg prøvede ikke at tilsætte mere for at få pH helt ens i de to kyper. Efter et par timer så kyperne sådan ud:

Kypen med hydratkalk ser ud som den plejer efter et par timer, den har skiftet farve til gulbrun. Kypen med kaustisk soda ser derimod helt blå ud. Jeg testede kyperne med en prøvelap af bomuld hver, og de gav begge fin blå farve, ret ens på de to prøver. De var altså begge aktive. Men nu var det blevet sent, så jeg lod kyperne stå på vandbad ved svag varme natten over, så de havde perfekt temperatur næste dag og var aktive. Næste morgen så de sådan her ud:

Ud fra den fine bronzefilm på begge kypers overflade ser de ud til at have god aktivitet, så forskellen på dem er egentlig bare at indigoen er faldet til bunds i kypen med hydratkalk, men flyder rundt over det hele i kypen med kaustisk soda – som forventet, ud fra at hydratkalk flokkulerer.

Jeg testede nu de to kyper ved at farve små prøver af bomuld. Her er det i øverste række prøver farvet i kypen med hydratkalk, og i nederste række farvet i kypen med kaustisk soda. Fra venstre mod højre er det 1, 2 og 3 dyp i kyperne:

Det man ser her er, at de to kyper giver fuldstændig ens farver. Så det betyder, at valget af base påvirker kypens udseende, i hvert fald til at begynde med – lige så snart jeg gik i gang med at dyppe stofprøver i det to små kyper blev alt der lå på bunden nemlig alligevel hvirvlet op, så det kom til at se ens ud. Men valget af base påvirker her ikke det endelige farveresultat.

Og hvad betyder det så? Jeg vil sige at det betyder, at man bare kan bruge den base man nu har ved hånden. Det vigtige er, at pH er rigtig: reduktionen med fruktose er ikke særlig effektiv, og den kræver høj pH for at komme i gang. Der hvor der kan være en fordel ved at bruge netop hydratkalken er, hvis man laver en stor kype, hvor man aktivt arbejder med ikke at hvirvle bundfaldet op under farvning. Hydratkalkens evne til at flokkulere er her en fordel i forhold til alle mulige andre basiske stoffer som ikke får indigoen til at falde til bunds.

MATERIALER BRUGT:

Indigo pulver, ægte indisk

Fruktose

Hydratkalk