For snart længe siden viste jeg, hvordan jeg laver en kant med ombuk.
Teknikken er en af dem, jeg tit vender tilbage til fordi den giver en flot, færdiggjort kant. Efterhånden har jeg lavet en tilføjelse, hvor jeg tager ud samtidig med at jeg lukker kanten. Nu er alt inden for strikning jo nok opfundet i forvejen, men jeg har ikke set lige den variant beskrevet andre steder. Så derfor kommer den her:
Her har jeg strikket en prøve op. Jeg startede med en midlertidig opslagning (version til venstrehåndede her) i hvidt garn, som er for neden. Midt i prøven er der en vrangpind, som giver et knæk til kanten.
Den midlertidige opslagning fjernes, og maskerne er sat på en pind:
Kanten er foldet langs vrangpinden, og jeg er klar til at strikke den sammen. Og ja, mine negle er blå fordi jeg lavede isfarvning med japansk indigo forleden:
Her har jeg strikket 3 masker sammen – hver gang laver jeg 2 ret sammen på en maske fra forreste stykke og en maske fra bagerste stykke:
Nu vil jeg lave en udtagning. Først laves en 2 ret sammen, men maskerne bliver siddende på pindene til venstre:
Så sætter jeg højre pind ind i den bagerste af de to masker, jeg lige strikkede sammen:
Jeg strikker den, og lader begge masker falde af pindene til venstre. Nu er udtagningen lavet:
Og sådan ser det ud efter endnu en 2 ret sammen på de næste masker:
Udtagningerne lavet samtidig med sammenstrikningen kommer på denne måde til at ligge ganske usynligt i sammenstrikningen.
Kære Astrid
Fint med kanten – men hvorfor tager du ud?
Kh kirsten
Helt tilfældig møder jeg din dpændende hjemnesude
Kære Kirsten
Det er en kant jeg bruger til et bestemt strikkemønster, hvor der er brug for en udtagning i kanten for at det hele kommer til at passe
Mange hilsener Astrid