ISBLÅ

Blade fra japansk indigo og vajd kan bruges i en lynhurtig blåfarvning uden tilsætning af andre stoffer. Bladene skal være helt friske, og der skal arbejdes hurtigt og på is!

I den forgangne sommers løb har jeg eksperimenteret med isfarvning, som er en almindelig kendt metode til farvning med japansk indigo.

Metoden er, i modsætning til næsten al anden blåfarvning, virkelig simpel! Fremgangsmåden er at blende de helt friske blade i isvand, si bladsnasket fra, og lægge sin fiber (uld eller silke) i vandet med alt det gode fra bladene, stadig på is. Man skal have alting klar inden man blender, og man skal ikke være langsom – men ellers er der virkelig intet svært ved metoden.

I mine (selvfølgelig udførlige) notater kan jeg se, at jeg farvede med friske blade d. 7. august 2018. Jeg samlede blade af japansk indigo, og der var 132 g uden stænglerne:

132 g friske blade af japansk indigo. Så snart de er plukket, så tikker uret….

Jeg kom straks bladene i isvand. Det køber lidt tid, men ikke meget.

Bladene af japansk indigo skal i isvand, for at den friske farvning overhovedet er mulig.

Så snart bladene er på is, så blender man dem. Jeg brugte en stavblender. Med det samme sier man væsken igennem et klæde for at fjerne bladstumperne. Ellers hænger de bare fast overalt i garn eller stof. Væsken, som løb igennem, det er farvebadet. Garn eller stof kommes deri. Og jeg kom også ekstra is derned – hellere for meget end for lidt is i denne proces.

Isfarvning med japansk indigo. Væsken og garnet er helt grønt på dette tidspunkt, men det skal man ikke lade sig narre af. Det er bladenes chlorofyl, der giver den grønne farve.

Garnet kan ligge i isbadet så længe man vil – i modsætning til en almindelig kype, så skader dette farvebad ikke garnet, for pH er neutral i isbadet. Jeg lod det ligge en timestid, og vendte det roligt rundt undervejs.

Resultatet blev en lyseblå, som virkelig fortjener navnet isblå! Den grønne farve, som ses i isbadet, den kommer fra chlorofyl, og forsvinder når man vasker garnet bagefter. Den blå fra bladenes indigo, den er ligesom al anden indigo-farvning, vaske- og lysægte. Her ses den isblå, som mine 132 g blade gav på 100 g Bestla silke-merino:

Isfarvning med 132 g friske blade af japansk indigo på 100 g Bestla silke-merino. Med på billedet er en blomstrende stilk af den japanske indigo.

132 g friske blade til 100 g garn, det er faktisk en beskeden mængde blade til fiber. Mændgen af farve det giver, er ganske flot, synes jeg.

Samme dag i august prøvede jeg også samme metode med friske vajdblade. Isfarvning med japansk indigo er beskrevet mange steder, og jeg ved faktisk ikke, hvem opfinderen er. Men isfarvning med vajd har jeg ikke set beskrevet nogen steder. Men hvorfor skulle det ikke virke? Jeg bestemte mig for at prøve. Til vajdforsøget brugte jeg 130 g friske blade og 25 g Fenris ren uld, og det virkede helt fint! Her ses garnet fra de to farvninger:

Til venstre: isfarvning med vajd på ren uld. Til højre: isfarvning med japansk indigo på silke-merino.

Vajden giver en svagere blåfarve end den japanske indigo i en 4 gange større mængde, og det passer meget godt med mine forventninger. Men det virker fint! Næste gang kan jeg bare sætte bladmængden op.

Men hvorfor mon jeg sidder og nærlæser mine notater fra sidste sommer her midt om vinteren?? Jo, jeg er i gang med at forberede mig til mit foredrag om japansk indigo:

PLANTEPORTRÆT: JAPANSK INDIGO. FREDAG D. 22. FEBRUAR 2019, kl. 16.00, SKOLEN FOR KREATIV FRITID, VIBORG.

Alle interesserede er velkomne, og man kan tilmelde sig lige her.

Men, tænker nu trofaste læsere. Er det bare en opskrift, dette her? Hvor er den teoretiske baggrund? I skal selvfølgelig ikke snydes:

TEORETISK BAGGRUND

I japansk indigo findes der ikke blå indigo, men derimod et stof som kan omdannes til indigo. Man kalder sådan et stof en precursor, og det er stoffet indikan (også kaldet indoxyl glukosid) vi finder i japansk indigo.

Indikan, også kaldet indoxyl glukosid. 

Indikan er farveløst. Men hvis plantecellerne bliver slået i stykker, så kommer indikan, som findes et sted i cellen, i kontakt med et enzym, som findes i en anden afdeling af cellen. Enzymet er en beta-glucosidase, og det klipper den binding over, som holder de to dele af indikan-molekylet sammen (en glukosid-binding). Resultatet er et sukkermolekyle (som vi er ligeglade med) og et molekyle indoxyl:

Indoxyl

Når indoxyl kommer i kontakt med luftens ilt, så går to molekyler sammen og danner indigo, som jo er vores blå stof:

Indigo, dannet af to molekyler indoxyl.

Hvis man tager et blad af japansk indigo og krøller og ridser det, eller hvis et skadedyr spiser af det, så sker hele denne proces fra indikan til indigo. Men når vi isfarver, så er vi interesserede i at forsinke processen, og det er derfor, man skal holde det hele på is.

Isen gør, at beta-glucosidasen ikke kan nedbryde indikan til indoxyl, eller i hvert fald ikke kan gøre det så hurtigt som normalt. Først når garnet løftes ud af badet vil hele processen få lov at forløbe. Men man skal være hurtig, for ellers når den blå indigo at blive dannet i selve isbadet. Og hvis det først sker, så er det for sent at binde den til fiberen.

Ovenfor skriver jeg, at jeg forventer, at farvemetoden også fungerer med vajd. Vajd indeholder nemlig også indikan, men slet ikke lige så meget som japansk indigo gør. Derfor passer det med forventningen at metoden virker, men ikke giver lige så meget blå farve. Vajd indeholder også andre precursors, bl.a. isatan A og B. Jeg vil tro, at de også bidrager til den blå farve ved isfarvning med vajd, men hæng mig ikke op på det.

PS: HVAD MED STILKE OG BLADE?

Det er ikke praktisk at høste blade af japansk indigo direkte fra planterne, så jeg klippede hele stilke af og hev bladene af. Tilbage blev de nøgne stilke. De blev straks sat i vand, for de sætter jo fine rødder og blade, og kan plantes igen nogle uger senere.

De ser måske døde ud, men stilke af japansk indigo bliver til store planter på få uger, bare man sætter dem i vand til de har sat rødder, og så planter dem ud.

Bladmassen, som blev siet fra, den har jeg tørret og gemt. Den kan man nemlig bruge på samme måde som tørrede blade af japansk indigo, metoden jeg beskriver her. Den blendede masse farver en fin blå uden udskiftning af vandet undervejs i farvningen, som man ellers skal med hele blade for at fjerne indholdet af gule farvestoffer fra bladene. Blendermetoden ser altså ud til at fjerne de gule farvestoffer, men efterlader en del indigo.

Tagget , , , , , ,

6 tanker om “ISBLÅ

  1. Hvor jeg bare elsker dine tekniske baggrundsartikler. Mange tak. Det forklarer jo blandt andet hvorfor min vajd gav så lidt farve, da jeg forsøgte mig med koldtvandsfarvning (ikke kype-baseret) i sommers. Mange tak fordi du gider skrive.

    1. Tusind tak, Uglemor! Brugte du samme metode som jeg gjorde? For jeg synes egentlig, det fungerede hæderligt med vajd – farvemængden, den er lav i vajd, men det var forventet. Det er vel bare at bruge flere blade, så kan man jo ved samme lejlighed lave vajdkugler af bladmassen.

  2. Fantastisk

    Blender du også isen sammen med bladene?
    Og så nyt is i bagefter ?

    Tak for en go Side

    1. Hej Marlene
      Mange tak! Jeg har brugt en gammel blender til det, som ikke kunne blende is. Isen skal bare holde væsken kold, så den behøver ikke at blive blendet. Nogle gange har jeg bare fyldt fryseposer op med vand så jeg kunne få en stor klump is der kunne vare et godt stykke tid
      Mange hilsener Astrid

  3. Tak for brugbar og Detaljeret beskrivelse. Mit første isbad står og trækker lige nu. Jeg er spændt på resultatet!

    1. Selv tak, og jeg håber du får flotte farver!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *