Indisk krap er i familie med vores almindelige, europæiske krap, og de to har nok lige lange historier som farveplanter.
Alle plantefarvere kender kraprod. Krap (Rubia tinctorum) er en af standardfarverne indenfor den naturlige palet – det eneste gode bud på en (næsten) rød farve, og en utroligt lysægte farve. Hvis man altså kun tænker på vestens farvetradition. Her skal det nemlig handle om indisk krap (Rubia cordifolia), som er subkontinentets klassiske, røde farve.
Som man kan se af de latinske navne, så tilhører begge slags krap samme slægt, nemlig Rubia. Og der er da også tydelige ligheder mellem de to planter – begge har kantede stængler med modhager, tilspidsede blade, som sidder i rosetter, og småbitte cremehvide blomster.
Den almindelige krap trives i min farvehave, men jeg har ikke selv prøvet at dyrke indisk krap. Ifølge Dominique Cardons “Natural Dyes”, så vokser den indiske krap i et enormt område, der strækker sig fra Afrika til Australien, og herunder også i bjergegne i Bhutan i op til 2700 meters højde. Mon ikke de også har nattefrost der, som svarer til vores? Jeg tror egentlig godt, at den indiske krap kunne vokse her, men jeg er aldrig stødt på frø af planten, desværre.
Men jeg har hentet en sending farvemateriale hjem fra Indien, og det skulle afprøves. Jeg havde ikke farvet med det før, så jeg har afprøvet denne metode (hentet fra The Art and Science of Natural Dyes af Boutrup & Ellis), hvor jeg ligesom med almindelig krap bruger regnvand:
Først satte jeg den fintmalede indiske krap i blød natten over.
Næste dag tilsatte jeg eddikesyre til pH 4. Der skal ganske lidt til. Man kan også bruge eddike, så skal der selvfølgelig bare mere til.
Så kogte jeg farvebadet i en timestid. Det er altså anderledes end den almindelige krap, som man ikke opvarmer til mere end 65 grader når det er klare røde farver, man er ude efter.
Jeg farvede alunbejdset uld i farvebadet, som havde en styrke på 100%. Altså samme vægt af farvestof og garn (her 10 grams-testnøgler i et farvebad lavet med 10 g indisk krap). Nu er det jo januar, så der er ikke meget lys til at tage et billede… men man kan da få en ide om farverne. De første par bade giver næsten den samme orange. Så i 3. bad “knækker” farven ligesom, bliver en brændt orange, og i 4. og 5. bad er det de laksefarver, som man også altid får af efterbade fra europæisk krap. Alt i alt er farvebilledet meget det samme som for den europæiske krap, men til den orange side.
De to typer krap indeholder mange af de samme farvestoffer, men der er forskelle i de relative mængder. Det farvestof, der oftest er i størst mængde i den europæiske krap er alizarin. Det findes også i indisk krap i en lille mængde. Den indiske krap indeholder til gengæld mere af et farvestof, som hedder munjistin – det findes til gengæld kun i en lille mængde i europæisk krap.
Det er alizarin, der giver den røde farve i europæisk krap, mens munjistin står beskrevet i litteraturen som et orange farvestof. Og det passer jo fint med min lille prøvefarvning ovenover. Munjistin har højere opløselighed i syre end i neutral opløsning. Det er grunden til, at man skal give farvebadet lidt syre, når man trækker farvestoffet ud.
Jeg har ikke afprøvet hvad der sker, hvis man lader være med tilsætte syre, altså hvor stor effekten er. Jeg har heller ikke afprøvet hvad der sker, hvis man bruger en lavere temperatur til den indiske krap, mere ligesom den, man bruger til europæisk krap…. Når man prøver et nyt farvestof, så er der altid mange faktorer, man kan skrue på – og det gælder især for medlemmer af Rubia-slægten, med deres komplekse blanding af farvestoffer.