EN INDIGO-OPDAGELSE?

Nu skal man jo altid passe på med at påstå, at man har opdaget noget nyt. Og det har jeg nok heller ikke, men jeg er lidt tilfældigt nået frem til noget om indigo-farvning der var nyt for mig, og som ikke er nævnt i en eneste af de bøger, jeg har læst om farvning (og det er ellers ikke så få igen).

Sidste år engang holdt jeg et kursus i indigo-farvning, hvor jeg ville vise grænserne for farveprocessen, så man kunne se hvad man ikke skulle gøre, og ved selvsyn konstatere hvorfor.

Indigo-pulver, i forgrunden, er uopløseligt i vand. For at binde det fast til uld som den i baggrunden, så skal indigoen igennem en kemisk proces, der hedder reduktion.

Når man farver med indigo bruger man en speciel proces, hvor den blå form af indigo bliver reduceret til den gule form af indigo, også kendt som leuco-indigo. I oldtiden udførte man reduktionen af indigo ved at fermentere indigoen, for eksempel i gammel urin.

I det følgende handler det dog om den moderne standardmetode til indigofarvning. Den metode blev opfundet i 1870 af et par franske kemikere, Schützenberger og de Lalande, og er gengivet i enhver bog om plantefarvning. Det er metoden, hvor man laver en stamkype af indigo, kaustisk soda og natrium dithionit, og så tilsætter en del af sin stamkype til en større farvekype, hvor der også er tilsat natrium dithionit og base (kaustisk soda eller ammoniak). Stoffet natrium dithionit er et reduktionsmiddel – altså et stof, der kan lave en reduktion af andre stoffer.

For at kunne variere betingelserne for farvningen lavede vi på mit kursus eksperimenterne i mini-kyper, ligesom den på billedet her nedenfor. Minikyperne er bare kyper i helt lille skala, og der er typisk 1/4-1/2 g indigo i sådan et glas. Man kan farve nøgler på ca. 10 g ad gangen. Minikyperne har jeg brugt et stykke tid nu til min undervisning, for de er en virkelig god måde at vise hvordan indigofarvning virker.

Minikype, hvor man tydeligt kan se indigoens virkemåde. Den gule, reducerede indigo er for neden, i den iltfri del af kypen. For oven løfter jeg garnet op, og man kan se reaktionen med luftens ilt (oxidationen) af det garn der er løftet op – plus lidt ned i væsken, hvor der er blevet hvirvlet lidt ilt ned. Så her kan man også demonstrere hvorfor det er vigtigt ikke at få hvirvlet luftbobler ned i sin kype!

Først afprøvede vi effekten af forskellige antal dyp i en kype. De fleste bøger siger noget i retning af “hvis du gerne vil have farven dybere, så dyp garnet i kypen flere gange”.

For at teste den sætning lavede vi 3 identiske minikyper og dyppede identiske garnnøgler 1, 3 eller 5 gange. Forskellen i farvens intensitet er egentlig større end jeg havde troet, og farvningerne illustrerer også fordelen ved flere dyp i forhold til at få jævnere indfarvning.

1, 3 og 5 dyp i 3 identiske minikyper. Hvor 1 dyp giver en ret svag farve giver 5 dyp en fin mellemblå. Farven er også meget mere ujævn ved 1 dyp end ved 5.

Faktisk var det min fornemmelse omkring læresætningen med flere dyp, at den måske var et levn fra gammeldags, fermenterede kyper. De kan nemlig – i modsætning til den moderne natrium dithionit-kype – kun afsætte indigo på tekstilet, og ikke fjerne indigo fra tekstilet.

Med de fermenterede kyper kan man altså opbygge ekstremt mørke blå farver ved at dyppe tekstilet mange, mange gange.

Natrium dithionit-kypen er derimod en ligevægt. Hvis man har rigeligt med natrium dithionit, og der er mere indigo på tekstilet end i kypen, så vil indigoen hoppe af tekstilet over i kypen. Men vi så en fin effekt af flere dyp, hvor farven byggede op fra en svag til en middelblå. Hvis man virkelig vil ændre farveintensiteten, så skal man dog tilsætte mere indigo i form af stamkype.

Det næste vi afprøvede var temperatur. De fleste bøger siger, at man skal farve uld ved 50-60 grader (plantefibre koldere). Folk spørger tit hvad der sker hvis man ikke bruger lige den temperatur, så vi afprøvede det ved at lave 3 identiske kyper, og så kun ændre temperaturen: en ved stuetemperatur, en ved de anbefalede 60 grader og en kogende.

Resultatet var næsten som jeg havde forventet – jo højere temperatur, jo stærkere farve. Men hvorfor bruger vi ikke bare en kogende kype så? Jeg vil give to grunde.

Den ene er skaden på ulden. 60 grader og base er slemt nok, men hvis man lige pludselig smider uld i kogende base, så tærer det virkelig på ulden, og filter den måske også.

Den anden grund er, at den høje temperatur efter sigende skulle øge risikoen for “crocking” – et højst uvelkomment fænomen, hvor indigoen skræller af tekstilet meget lettere end normalt, så det bliver ved at smitte af lige meget hvor meget man har vasket det (jeg har aldrig set noget dansk navn for dette, men hvis nogen kender et vil jeg meget gerne høre om det!).

Indigofarvning af uld ved stuetemperatur, 60 grader og kogende. Jo højere temperatur, jo mere farve.

Den sidste afprøvning bød på en overraskelse.

Jeg ville vise hvad man ikke skal gøre: reduktion af indigo er en proces, som foregår i base, og alle bøger fortæller at man skal holde øje med pH’en undervejs og holde den basisk – pH 9 for uld og 10 for hør/bomuld er standard.

Så jeg lavede en række fine minikyper med en pH på ca 9 (så indigoen er altså reduceret til at begynde med, og det er sket i base). En tilsatte jeg mere base for at se om det gjorde noget. En neutraliserede jeg, så pH endte på 7. Til det brugte jeg oxalsyre, fordi jeg lige havde det stående på bordet fra nogle andre eksperimenter jeg havde i gang. Og se nu der! (Nedenfor). Standarden med pH 9 ses til venstre, ved siden af den mere basiske pH 11,5 som ikke ændrede farven. Men neutralisering med oxalsyre gav en meget kraftigere blå!!

En kursist foreslog at vi prøvede et par andre syrer til neutralisering, og det var jo en rigtig god ide. Kyper neutraliseret med saltsyre og eddikesyre gav slet ikke den kraftige blå, oxalsyren gav, men gav faktisk en smule mere blå en de basiske kyper.

Farvning i standard-minikype ved pH 9, hævet til pH 11,5, og så neutrale (pH 7) kyper med oxalsyre, saltsyre og eddikesyre.

Der foregår to ting her. Det ene er at pH er forskellig i de forskellige kyper. Den anden er, at vi brugte forskellige stoffer til at neutralisere med, og de kan gøre noget forskelligt.

Effekten af pH alene, den forklares nok meget godt af Jim Liles, som i sin bog, “The Art and Craft of Natural Dyeing” skriver, at en meget basisk kype vil give den reducerede indigo så høj opløselighed, at dens affinitet overfor fiberen falder (min oversættelse). Altså, at den reducerede indigo vil blive i kypen i stedet for at sætte sig på fiberen.

Så er der effekten af de stoffer, vi brugte til neutraliseringen. Her viser der sig en stor forskel, som skyldes en egenskab ved selve oxalsyren, og ikke pH (som jo er ens i de 3 neutraliserede kyper). Jeg aner ikke hvad forklaringen er. Men hvis der er nogen der har en ide, eller har hørt om noget lignende andetsteds, så lad mig endelig høre om det!

Tagget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *