Når øjet vænner sig til at lede efter lav, så er der især en art der popper op nærmest overalt – den stærkt gule almindelig væggelav (Xanthoria parietina), som vokser på sten, træværk og grene.

Den er også på mine feriebilleder fra sidste år, taget ved Dybbøl hvor tyskerne slog os tilbage til stenalderen i 1864. De gule flader på stenene, min datter står på, er almindelig væggelav:

Og her er en dækket gren set tæt på:

Almindelig væggelavs farve kan variere en hel del. Ifølge Wikipedia skyldes den mørke gule farve pigmentet parietin, som kun bliver dannet i lys da det er lavets UV-beskyttelse. Jeg har da også ofte set interessant lav vokse i skyggen, men når jeg kom nærmere var det bare en grå-grøn almindelig væggelav.

Det gule parietin reagerer med KOH (kaliumhydroxid) så der kommer en rød farve, og det er en af de almindelige tests man bruger når man artsbestemmer lav. Er det mon noget lignende der sker, når man lader lav fermentere i ammoniak?

Parietin findes ifølge Wikipedia også i rødder fra kruset skræppe (Rumex crispus). Jenny Dean nævner rødderne af forskellige arter af skræppe som kilder til rødbrune farver, men jeg ved ikke om det skyldes indholdet af parietin.

Men tilbage til almindelig væggelav. Irish lichens (en af mine yndlingssider på nettet om lav) fortæller, at almindelig væggelav er meget tolerant overfor forurening. Den er i spredning, og anses endda for at være invasiv nogle steder, så det er fint at samle den.

Jeg har haft almindelig væggelav i et glas siden 15. november sidste år. Det indeholdt 42 g lav i ammoniak (den almindelige fra supermarkedet fortyndet til 1 %).

Jeg forsøger at huske at ryste mine glas med lav. Den bog jeg har læst om emnet, Karen Casselmans “Lichen Dyes, The New Source Book” vender tilbage til emnet iltning gentagne gange: “Iltning er vigtig”, “Krukker der ignoreres […] udvikler sig ikke nødvendigvis som de skulle” osv.

Men i virkeligheden er det jo svært at huske. Det tager ikke mange sekunder at tage låget af, sætte det på igen og så ryste glasset. Men den entusiasme man har i starten af et projekt har det med at falde efterhånden, så der er nogle uger hvor glasset er blevet rystet hver dag, men det har nok stået glemt den anden halvdel af tiden.

Farveprocessen er derimod let. Man hælder bare væsken fra glasset over i en farvegryde og varmer garn op i badet på lav varme. Mit 10-grams testfed blev en svag, men fin, pink:

og det er faktisk den bedste farve jeg har opnået med almindelig væggelav. Jeg synes farven er fin, selv om det egentlig er meningen, at man skal lave den om til en blå farve ved at udsætte den for sollys. Jeg prøvede det med et fed som det på billedet, men den “blå” farve var så svag at den nærmere var hvid. Jeg gætter på, at man skal have en kraftig pink for at få en synlig blå ud af processen, og det passer også med billeder hos mycopigments.

Jeg forventer, at skiftet til lys blå sker i alle tilfælde, hvis dette garn overhovedet udsættes for sollys (foto-oxidation). Red2white viser en serie lystest her, og ud over at farven falmer så ændres den også mod blå. Men svag og flygtig – en god blå farve kan man altså kun få fra indigo.

Konkusionen er, at farven fra almindelig væggelav er sjov at lege med, men meget flygtig. Jeg tænker dog alligevel på flere eksperimenter, og næste gang jeg går forbi en gul gren ryger der nok noget i min lomme.