Gåture i marts

Vejret i marts har faktisk ikke været dårligt. Godt og dårligt vejr afhænger jo som bekendt udelukkende af, hvad ens forventning er. Mig er det er lykkedes at sidde udenfor og strikke i solen et par gange allerede, og så har vi også været på flere gode gåture. Der gror ikke så meget nyt endnu, så alt det spændende lige nu er lav og svampe, som gror på træstammer.

Her er det for eksempel almindelig slåenlav (Evernia prunastri) som hygger sig ud over en stamme. Jeg samlede ikke noget denne gang, men tidligere har jeg farvet med den. Man skal bruge ammoniakmetoden, og kan få nydelige lyserøde toner med den.

everniaprunastri

Vi var nede at se til Gudenåen, som var gået temmelig meget over sine bredder først på måneden. Siden er den allerede faldet noget igen.

gudenaa

Ikke langt derfra har vi lånt et stykke have, og d. 28. februar fik jeg de første frø i jorden, nemlig farve-visse. Før det havde jeg haft dem i fryseren i 2 uger, de skal nemlig have kulde for at komme ud af dvalen. Sådan gjorde jeg ikke sidste år, og der lykkedes det mig slet ikke at få dem til at spire. Jeg håber det duer i år.

Det er også lykkedes at komme en tur i skoven, hvor der var masser af fund at gøre trods årstiden.

Her er det en masse kogler med skællene, som vi fandt under et træ. Det er et egern der har været på spil, det kan man se fordi der stadig sidder lidt fnuller tilbage på koglens stilk. Hvis det havde været mus, så ville stilken være gnavet helt ren.

egernkogler

Så var der judasøre (Auricularia auricula-judae), som egentlig godt kan spises. Men de var altså lidt slimede, så vi lod dem sidde.

judasøre

Et helt perfekt blad, hvor alt kødet var væk, og alle ribberne indeni var blevet tilbage (min datters fund).

blad

Og så denne træstamme, hvor ormenes gange fra dengang, den havde bark, er blotlagt. Bare jeg kunne strikke det mønster…

træstamme

Endelig fandt jeg en hel masse fyrre-korkhat (Gloeophyllum sepiarium), som primært gror på dødt nåletræ. Den kan også lide forarbejdet træ som her:

fyrrekorkhat1

Her ses nogle gamle hatte, der gror faktisk lav på dem

fyrrekorkhat3

Og her gror den på fine rækker, ud af sprækkerne i stammen

fyrrekorkhat4

Her ses svampens underside. Det ser ud til, at den har lameller, men det er altså en poresvamp, hvor porerne bare er meget aflange.

fyrrekorkhat2

Fyrre-korksvamp skulle være en ganske god farvesvamp til brunt, så jeg høstede mig en fin lille fangst af svampen. Mere følger om det!

Save

Tagget , , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *