Alting er i farezonen for at falde ned i min store indigo-gryde!
~
Jeg har tit skrevet om indigo, så der er vist ikke nogen der bliver overraskede over, at jeg erklærer min kærlighed til det blå. Jeg plejer at farve på uld, men indigo kan jo binde på alle naturlige fibre, så her er lidt indigo på bomuld.
Bomuldsblusen her er thailandsk, og fra genbrugsbutikken. Halsudskæringen og kvasterne kan jeg godt lide, men de brede ærmer får den til at se meget konet ud på mig – desuden er den beige og for lille.
Toppen røg naturligvis i indigokypen, adskillige gange. Og selv om der ikke var sparet på indigoen, så endte bomulden med en mellem-blå – havde det været uld, så ville den samme kype give en stærk blå. Det er også tydeligt, at jeg havde problemer med at få farven jævn, også selv om jeg brugte en stor farvegryde.
Mange dyp jævnede ikke farven ud, så jeg begynder at forstå hvorfor man traditionelt har brugt indigo til shibori og andre måder at skabe mønstre på. Ja, mønstre er dejlige, men det er altså også ekstremt svært at farve et jævnt blåt stykke stof. Selv i den moderne brug af indigo til jeans farver man trådene først og væver dem derefter, og det tror jeg ikke er noget tilfælde – hvis trådene ikke er farvet jævnt, så bliver det usynligt efter vævning. Men farver man på et færdigt stykke stof, så kan alt ses.
Nå, men jeg dyppede i hvert fald toppen til jeg var tilfreds med farvedybden. Måske vender jeg tilbage til den en anden god gang, det kan være, jeg overfarver den med mørke toner fra jern og garvesyre.
Da farvedybden så var der, lavede jeg de synlige sømme om med blå tråd. Jeg fjernede ærmerne og klippede 4 kiler af stoffet. Så åbnede jeg sidesømmene og satte 2 kiler ind i hver. På den måde fik jeg en ny sidesøm, så jeg kunne sy nye slidser. Jeg er glad for resultatet, og toppen er nu langt mere flatterende end før. Ingen billeder af mig med toppen på, for jeg egner mig ikke til at optræde på billeder i dag!
Men i hvert fald vil kiler generelt kunne redde masser af tøj, der er blevet for småt, af den ene eller anden grund.
Der var lidt stof til overs fra toppen, og det brugte jeg til et andet lille projekt – sammen med noget bomuldstråd, jeg havde brugt til at snøre rundt om et shibori-projekt (mere herom senere). Tråden havde siddet stramt, så den var ikke farvet jævnt, men det gør ikke noget, synes jeg.
Nu kommer så tumlingens bukser ind i billedet. Hvorfor kravler en snart 3-årig udenfor på hårdt underlag? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at det slider knæene igennem på ingen tid. Skridtet i bukserne var også gået, så jeg bestemte mig for at afprøve lidt boro – den japanske teknik til reparation. Her har jeg repareret skridtet – ikke så kønt, men meget funktionelt:
Her skrider lapningen fremad. Jeg har lappet det ene knæ, som bare var slidt meget tyndt. Jeg brugte et stykke stof fra thai-toppen som bagside, og syede så vinkelrette linier af løbende sting, sashiko. Det andet knæ er slidt helt igennem, så der er 2 huller i det.
Dette er hvad jeg gjorde med det andet knæ. Jeg syede rundt om kanterne, så det ikke skulle flosse videre, og syede så mit bomuldsstof på bagsiden med runde former, dikteret af hullernes form. Det er måske ikke ortodoks boro, dette her, men det er i hvert fald ikke kunstig pynt på et nyklippet hul, men rent faktisk en lapning. Det bliver ikke sidste gang jeg lapper tøj på denne måde.
