Krap har været brugt some farvestof i tusindvis af år. Eller, som Brian Murphy så elegant skriver det, “kraps dagbog går tilbage til historiens tidligst nedskrevne sider” (i “The Root of Wild Madder”).

Når jeg farver med krap, og tillader mig selv virkelig at tænke efter, så fyldes jeg af fascination. Ja, man kan få mange og smukke farver ud af krap, men når man sætter sig ind i plantens historie og kemi, så ser man mere end bare en farve.

Antikkens civilisationer omkring Middelhavet (romere, grækere, fønikere) havde en livlig handel med farvestoffer (krap, indigo og purpur fra muslinger) så tidligt som det 12. århundrede før vores tidsregning (man kan læse mere i kapitel 1 af “Handbook of Natural Colorants”, en dyr bog, men der findes et uddrag, som indeholder kapitel 1 her).

Kraps karriere som farvestof til orientalske tæpper er også meget lang. Klassiske persiske og afghanske tæpper er farvet med krap (og dens gamle følgesvend, indigo). Brugen af de naturlige farvestoffer er faktisk grunden til, at gode tæpper ældes med ynde, og måske ligefrem bliver smukkere med alderen. I et naturfarvet tæppe sker det ofte, at indfarvninger, der har set ens ud da tæppet blev knyttet, falmer lidt forskelligt. Det giver en slags mosaik-effekt, som kaldes abrash. Det ses for eksempel i den røde (krapfarvede?) baggrund i dette tæppe:

Det vigtigste farvestof (et ud af 20 eller mere) i kraprod, alizarin, er et særdeles godt farvestof. Det er et af de mest lysægte naturlige farvestoffer, og har også en god vaskeægthed når det er kompleksbundet til aluminium (det er grunden til at bruge alunbejdsning, som afsætter aluminium-ioner i fiberen).

De første gange jeg forsøgte mig med krapfarvning fik jeg skuffende laksefarver i stedet for dyb rød. Det viste sig at vandet var meget hårdt hvor jeg boede dengang, så jeg skiftede til at bruge regnvand til krapfarvning, og har derefter altid fået gode røde farver.

Det første farvebad giver den dybe røde, som er krappens signatur. Når man så farver videre med flere nøgler garn i det brugte bad, så får man en serie af lysere og lysere laksefarver. Og jo mere jeg har farvet med krap, jo gladere er jeg faktisk blevet for laksefarverne.

Jeg er lige blevet færdig med en trøje til mig selv i sådan en laksefarve. Mønsteret er Folded af Veera Välimäki, garnet er Supersoft (575m/100g). Indfarvningen er ikke helt jævn, og det giver en slags falsk abrash. Trøjen vejer kun 153 g, fordi jeg strikkede løst med Supersoft på en 3,5 mm pind.

Min eneste klage er trøjens skuldre. Jeg fulgte den del af mønsteret slavisk, så jeg vil sige at fejlen er mønsterets. Raglan-sømmen er simpelthen ikke lang nok, så skuldrene er ikke store nok, og trækker udad. Til gengæld er jeg glad for folderne, som jeg satte på ryggen i stedet for foran, som mønsteret gør. Jeg synes, min måde gør trøjen meget mere flatterende! I hvert fald på en figur med flad ammebarm og kødfuld ryg.