Nu skal man jo altid passe på med at påstå, at man har opdaget noget nyt. Og det har jeg nok heller ikke, men jeg er lidt tilfældigt nået frem til noget om indigo-farvning der var nyt for mig, og som ikke er nævnt i en eneste af de bøger, jeg har læst om farvning (og det er ellers ikke så få igen).
Sidste år engang holdt jeg et kursus i indigo-farvning, hvor jeg ville vise grænserne for farveprocessen, så man kunne se hvad man ikke skulle gøre, og ved selvsyn konstatere hvorfor.
Når man farver med indigo bruger man en speciel proces, hvor den blå form af indigo bliver reduceret til den gule form af indigo, også kendt som leuco-indigo. I oldtiden udførte man reduktionen af indigo ved at fermentere indigoen, for eksempel i gammel urin.
I det følgende handler det dog om den moderne standardmetode til indigofarvning. Den metode blev opfundet i 1870 af et par franske kemikere, Schützenberger og de Lalande, og er gengivet i enhver bog om plantefarvning. Det er metoden, hvor man laver en stamkype af indigo, kaustisk soda og natrium dithionit, og så tilsætter en del af sin stamkype til en større farvekype, hvor der også er tilsat natrium dithionit og base (kaustisk soda eller ammoniak). Stoffet natrium dithionit er et reduktionsmiddel – altså et stof, der kan lave en reduktion af andre stoffer.
For at kunne variere betingelserne for farvningen lavede vi på mit kursus eksperimenterne i mini-kyper, ligesom den på billedet her nedenfor. Minikyperne er bare kyper i helt lille skala, og der er typisk 1/4-1/2 g indigo i sådan et glas. Man kan farve nøgler på ca. 10 g ad gangen. Minikyperne har jeg brugt et stykke tid nu til min undervisning, for de er en virkelig god måde at vise hvordan indigofarvning virker.
Først afprøvede vi effekten af forskellige antal dyp i en kype. De fleste bøger siger noget i retning af “hvis du gerne vil have farven dybere, så dyp garnet i kypen flere gange”.
For at teste den sætning lavede vi 3 identiske minikyper og dyppede identiske garnnøgler 1, 3 eller 5 gange. Forskellen i farvens intensitet er egentlig større end jeg havde troet, og farvningerne illustrerer også fordelen ved flere dyp i forhold til at få jævnere indfarvning.
Faktisk var det min fornemmelse omkring læresætningen med flere dyp, at den måske var et levn fra gammeldags, fermenterede kyper. De kan nemlig – i modsætning til den moderne natrium dithionit-kype – kun afsætte indigo på tekstilet, og ikke fjerne indigo fra tekstilet.
Med de fermenterede kyper kan man altså opbygge ekstremt mørke blå farver ved at dyppe tekstilet mange, mange gange.
Natrium dithionit-kypen er derimod en ligevægt. Hvis man har rigeligt med natrium dithionit, og der er mere indigo på tekstilet end i kypen, så vil indigoen hoppe af tekstilet over i kypen. Men vi så en fin effekt af flere dyp, hvor farven byggede op fra en svag til en middelblå. Hvis man virkelig vil ændre farveintensiteten, så skal man dog tilsætte mere indigo i form af stamkype.
Det næste vi afprøvede var temperatur. De fleste bøger siger, at man skal farve uld ved 50-60 grader (plantefibre koldere). Folk spørger tit hvad der sker hvis man ikke bruger lige den temperatur, så vi afprøvede det ved at lave 3 identiske kyper, og så kun ændre temperaturen: en ved stuetemperatur, en ved de anbefalede 60 grader og en kogende.
Resultatet var næsten som jeg havde forventet – jo højere temperatur, jo stærkere farve. Men hvorfor bruger vi ikke bare en kogende kype så? Jeg vil give to grunde.
Den ene er skaden på ulden. 60 grader og base er slemt nok, men hvis man lige pludselig smider uld i kogende base, så tærer det virkelig på ulden, og filter den måske også.
Den anden grund er, at den høje temperatur efter sigende skulle øge risikoen for “crocking” – et højst uvelkomment fænomen, hvor indigoen skræller af tekstilet meget lettere end normalt, så det bliver ved at smitte af lige meget hvor meget man har vasket det (jeg har aldrig set noget dansk navn for dette, men hvis nogen kender et vil jeg meget gerne høre om det!).
Den sidste afprøvning bød på en overraskelse.
Jeg ville vise hvad man ikke skal gøre: reduktion af indigo er en proces, som foregår i base, og alle bøger fortæller at man skal holde øje med pH’en undervejs og holde den basisk – pH 9 for uld og 10 for hør/bomuld er standard.
Så jeg lavede en række fine minikyper med en pH på ca 9 (så indigoen er altså reduceret til at begynde med, og det er sket i base). En tilsatte jeg mere base for at se om det gjorde noget. En neutraliserede jeg, så pH endte på 7. Til det brugte jeg oxalsyre, fordi jeg lige havde det stående på bordet fra nogle andre eksperimenter jeg havde i gang. Og se nu der! (Nedenfor). Standarden med pH 9 ses til venstre, ved siden af den mere basiske pH 11,5 som ikke ændrede farven. Men neutralisering med oxalsyre gav en meget kraftigere blå!!
En kursist foreslog at vi prøvede et par andre syrer til neutralisering, og det var jo en rigtig god ide. Kyper neutraliseret med saltsyre og eddikesyre gav slet ikke den kraftige blå, oxalsyren gav, men gav faktisk en smule mere blå en de basiske kyper.
Der foregår to ting her. Det ene er at pH er forskellig i de forskellige kyper. Den anden er, at vi brugte forskellige stoffer til at neutralisere med, og de kan gøre noget forskelligt.
Effekten af pH alene, den forklares nok meget godt af Jim Liles, som i sin bog, “The Art and Craft of Natural Dyeing” skriver, at en meget basisk kype vil give den reducerede indigo så høj opløselighed, at dens affinitet overfor fiberen falder (min oversættelse). Altså, at den reducerede indigo vil blive i kypen i stedet for at sætte sig på fiberen.
Så er der effekten af de stoffer, vi brugte til neutraliseringen. Her viser der sig en stor forskel, som skyldes en egenskab ved selve oxalsyren, og ikke pH (som jo er ens i de 3 neutraliserede kyper). Jeg aner ikke hvad forklaringen er. Men hvis der er nogen der har en ide, eller har hørt om noget lignende andetsteds, så lad mig endelig høre om det!
Oxalsyre virker også som en mordant. Tænker det er det der gør forskellen her.. Så udover at sænke opløsligheden ved at gøre pH neutral så binder det også indigo bedre til stoffet med en kemisk Binding..
Eller det er min umiddelbare tanke 🙂
Hej Søren
Ja, der er ingen tvivl om at den del af virkningen er gennem ændringen af pH, men det gør de andre syrer jo også… Så oxalsyren gør “noget andet” ud over det. Jeg har dog aldrig set oxalsyre omtalt som bejdsemiddel i mine bøger. Kan du huske, hvor du har læst om det? Den konventionelle visdom vedr. indigo er, at den ikke laver nogen kemisk binding til tekstilet (det gør bejdsemidler jo i øvrigt heller ikke, det hele er komplekser).
Mvh Astrid
Så vidt jeg husker, så skal man ikke bejdse garnet først, når man farver med rabarberblade, de de selv medbringer bejdsemiddel.Der er jo netop meget oxalsyre i rabarber, så mon ikke det er oxalsyre, der er BEJDSMIDLET?
Hej Helle
Jeg tænker efterhånden, at den lille gåde her om indigo og oxalsyre viser ret godt hvor meget der egentlig skal til for at forstå processerne bag farvning med naturlige farvestoffer!!
I begyndelsen da jeg holdt farvekurser lod jeg det nogle gange passere når deltagerne kom og gentog sådan en sætning som den om “bejdse i rabarberblade” og sagde til mig selv at jeg jo ikke var farvepolitiet, og at jeg skulle prøve at lade være med at være så streng ha ha
Men det viser sig at jeg ER farvepolitiet!
Det er kun metaller der er bejdsemidler. Det mest almindelige er alun, og jern er også meget brugt. Så har folk brugt tin, kobber og chrom, det gør vi heldigvis ikke mere pga giftigheden. Det alle stofferne har til fælles er, at der er positivt ladede metalioner, der binder fast til tekstilet.
Bejdsefarvestoffer kan så binde fast til metallet. Hvis man støder på et farvestof, som kan binde uden bejdsning, så er det fordi farvestoffet ikke er et bejdsefarvestof, men er et som kan binde direkte til tekstil. Der er lidt uenighed om, hvad vi skal kalde sådan et stof – blandt betegnelserne er direkte, substantive eller ikke-bejdsefarvestoffer.
Stoffer som garvesyre, oxalsyre, eddike og vinsten indeholder ikke metal, og er ikke bejdsestoffer. Dem kalder man hjælpestoffer.
Indigo er hverken et direkte farvestof eller et bejdsefarvestof – men et kypefarvestof. Med det mener man et farvestof som skal reduceres og oxideres i løbet af farveprocessen. De kræver ikke bejdsning.
Håber denne lange forklaring løfter sløret lidt for, hvorfor sammenhængen mellem oxalsyre og indigo stadig er lidt mystisk
Mange hilsener Astrid
Hvor meget oxalsyre og hvornår i processen putTede du det i?
Hej Lise-Lotte
Jeg lavede kyperne klar helt som normalt, og kom så syren i. Jeg kom en mængde i, der fik pH til at blive 7 (neutral)
Mvh Astrid
Hej Astrid 🙂 Måske et lidt dumt spørgsmål, Jeg er som så mange andre blevet helt bidt af naturfarvning og vil bare i gang med at farve på livet løs – men jeg er i tvivl, hvorvidt det kemiske er skadeligt, når man er gravid? Altså at stå ved gryderne og bedjsningen og så videre? Muligvis overbekymret spørgsmål – men min viden er begrænset.
God dag.
Vh Cecilie
Hej Cecilie
Der er bestemt ingen dumme spørgsmål 🙂 Faktisk er det snarere et noget indviklet spørgsmål, du stiller! Mig bekendt er der ikke nogen af de almindelige stoffer til naturfarvning der er problematiske i forhold til graviditet. Her tænker jeg på natrium dithionit, alun og jern. For at finde oplysninger om hvert enkelt stof skal man finde dets sikkerhedsdatablad. Der står der alt hvad man skal være opmærksom på i forhold til sikkerhed. De stoffer vi normalt bruger i farvning har advarsler som at de kan irritere øjnene osv. Jeg ville altså ikke være bekymret for at arbejde med dem under graviditet, og især ikke hvis man gør det udenfor eller med god udluftning. Men det er selvfølgelig noget du helt selv skal afgøre!
Mange hilsener Astrid
HEJ ASTRID. JEG KØBTE NOGLE INDIGO FRØ HOS DIG OG DE ER BLEVET MEGET FLOTTE, NU ER TIDEN TIL HØSTNING. JEG HAR LEDT EFTER INFORMATION OMKRING TØRRING I DINE NOTER MEN UDEN HELD. HVORDAN TØRRER DU DIN INDIGO?
MED VENLIG HILSEN,
GUNHILD
Hej Gunhild
Japansk indigo tørrer jeg ved at trække bladene af stænglerne (fordi stænglerne holder på fugten) og så lægge dem ud et sted med rimelig luftcirkulation så de kan tørre. Derefter kan man, når man en dag får tid til det, farve med de tørrede blade med den metode jeg har skrevet om her: https://midgaardshave.dk/farvning-toerrede-blade-japansk-indigo/
Mange hilsener Astrid
Her benyttes også oxalsyre, i forbindelse med indigo-farvnknh, godtnok ikke på samme måde som du gjorde;-) men fiffigT med det det elektrokemi
https://www.researchgate.net/journal/Scientific-Reports-2045-2322/publication/340016282_Practical_and_environment-friendly_indirect_electrochemical_reduction_of_indigo_and_dyeing/links/5fb6888592851c933f3e119c/Practical-and-environment-friendly-indirect-electrochemical-reduction-of-indigo-and-dyeing.pdf?_sg%5B0%5D=r9HbU_wHzHID-i7Yl-j4Cf1mGd0ADMz7G4fjf_0KbktzisXbqmWQUyJf9dGLB6E4oKhOwNr5QE23ujR69rNNEA._AAPWgVbr7bNyFNIkto4AvyxX4a3KelYkkdNCb9Zr84wnjRo7hh7FK01hUqcTvgEYn5OpBsjet7_tJl2zDq8qQ&_sg%5B1%5D=ewTcJsPqZBKjpvGSMHa2m0aKNQMwrM8_98F_T6u1qWsDCeIJSbxMWgCMR3OKOLyLD2YvB6qiy6bh7G3kWRm6c34XJYbactfKoskWsgTr1_1o._AAPWgVbr7bNyFNIkto4AvyxX4a3KelYkkdNCb9Zr84wnjRo7hh7FK01hUqcTvgEYn5OpBsjet7_tJl2zDq8qQ&_sg%5B2%5D=nOv1I0CytKGMnFbPEU1H0yq-JkN647OZYZwVvkxb7peBR0HsiWDtKYeJYt3-w8_JEGaKFiyZYM1oUVs.W4uIkPIVnQ2kItb2SYJvpMYyPEcvVvccN5zxMUvc_fLAWmrurwWnT61QP2AqO-oJ4EpkJ97FOT8y5pGioaQs8Q&_iepl=
Og her er en anden kommeNtar, fra www
https://www.chemategroup.com/the-role-of-oxalic-acid-in-printing-and-dyeing-industry/amp/
Hej Birgit
Mange tak for links! Ja, det ser ud til at de bruger oxalsyre til at fjerne jern, som ellers ville gøre farven mere dæmpet. Så den ser ud til at have en anden funktion. I kypen forestiller jeg mig at oxalate kunne assistere, på en måde som øger leuco-indigoens affinitet overfor tekstilet. Eller gør det mindre opløseligt, så det ligesom fælder ud på fiberen?
Faktisk synes jeg, det er spændende at man overhovedet kan stå med uafklarede spørgsmål i så gammel en disciplin som farvning med naturlige farvestoffer er. Og spændende at folk derude udvikler nye metoder, som den elektrokemiske. Der er da nogle meget klare miljøperspektiver i at bruge sådan en slags proces når man skal producere tonsvis af jeans!
Mange hilsener Astrid
[…] Ulempen er, at sukre som fruktose ikke er særligt gode til at reducere indigo. Derfor skal der bruges meget mere indigo i processen, og kypen skal laves ved en høj pH (11-12 hvor kypen med natrium dithionit kan fungere ved pH 9 og tilsyneladende endnu lavere). […]
Hej Astrid
Tak for at du så generøst deler ud af alle dine forsøg og metoder, det er til stor inspiration.
Jeg er lidt nysgerrig på at høre, hvad du gør med garnet inden det farves 2. gang i indigoen.
hvor lang tid hviler garnet minimum inden det overfarves?
skyller du det i lun vand inden det farves 2.gang?
jeg er begyndt at skylle mit indigofarvet garn ca. 20 min efter det er farvet/iltet. er det en dum idé?
Vh Dorthe
Svaret er ovre på spørgesiden om indigofarvning
Hej astrid.
Jeg har fulgt 1-2-3 fruktose opskriften. Men efter at mine bomuldslagner har hængt i solen, er rigtif meget af farven forsvundet.
Jeg bejdsede med alun inden.
Hvad har jeg mon gjord forkert?
Vh ida
Hej Ida
Lysægtheden af din indfarvning vil afhænge af mange faktorer – såsom hvor godt reduceret din kype var og hvor mange dyp du lavede. En mørk farve opnået med 5 dyp eller mere vil have en meget bedre lysægthed end en lys indfarvning. (Pasteller har en håbløs ægthed næsten lige meget hvordan de lavet). Selv med en mørk indfarvning vil jeg også altid anbefale at man holder sit tekstil væk fra direkte sollys. Hvis du ser blegning af det du har farvet allerede, så er den bedste løsning at indfarve det igen
Mange hilsener Astrid