Dengang jeg først lærte at farve med indigo var det ved at følge Ester Nielsens bog “Farvning med planter”. Nielsens grundbog er stadig den bedste der er udgivet på dansk, men er dog lidt tynd i den blå afdeling. Bogen indeholder nemlig kun en opskrift på blåfarvning, metoden hvor man bruger natrium dithionit som reduktionsmiddel. Den metode har dog mange fordele. Den lykkes hver eneste gang, den udnytter indigoen rigtig godt, og den kan bruges på alle naturlige fibre.
Metoden til indigofarvning med natrium dithionit blev først beskrevet i 1870’erne, og er også den metode der bruges til indigofarvning på industriel skala (et ord: jeans). Før 1870’erne fandtes der mange andre måder at farve med indigo på. For eksempel metoden hvor man blander indigo og svovlsyre, kyper med jernvitriol og og selvfølgelig kyper ved fermentering, den oprindelige indigometode helt tilbage til antikken.
Men i nutiden er der faktisk kommet nye kyper til, udviklet af den franske farver og kemiker Michel Garcia. Han bruger reducerende sukre, enten i form af fruktose eller overmoden frugt (som indeholder fruktose). Fordelen ved at bruge sukker eller frugt i stedet for natrium dithionit er helt klart at man slipper for sidstnævnte stof, som er svovlholdigt og i meget store mængder kan opbruge ilten i spildevand.
Ulempen er, at sukre som fruktose ikke er særligt gode til at reducere indigo. Derfor skal der bruges meget mere indigo i processen, og kypen skal laves ved en høj pH (11-12 hvor kypen med natrium dithionit kan fungere ved pH 9 og tilsyneladende endnu lavere).
Pga. den høje pH er en fruktosekype ikke egnet til farvning af uld. Hør og bomuld kan til gengæld sagtens tåle den høje pH i et stykke tid. Fruktosekypen er en rigtig god metode at bruge til upcycling af falmet og kedelig bomuld, og er rigtig god til at friske tøj op i, som er blevet kedeligt. Hvis det så skulle falme igen (fruktose-indigofarvet bomuld har en middel lysægthed) så dypper man det bare igen!
Når fruktosekypen bruges på hør og bomuld har den en fordel frem for natrium dithionit kypen – nemlig at fruktosekypen kan give mørkere blå farver, og at man kan bygge de mørke farver op ved at dyppe flere gange i kypen:
Indigofarvning med fruktose kaldes også for 1-2-3 metoden fordi kypen har 3 ingredienser og deres forhold netop er 1-2-3.
De 3 ingredienser er:
1 del indigo
2 dele hydratkalk
3 dele fruktose.
Hvis man bruger 10 g indigo skal man altså bruge 20 g hydratkalk og 30 g fruktose. For at regne mængderne af de 3 ingredienser ud skal man først bestemme hvor mange liter kypen skal være. Så skal man bestemme hvor stærk den skal være – det kommer an på, hvor mørk blå man gerne vil lave:
2 g indigo pr. liter giver en svag kype
5 g indigo pr. liter giver en mellem kype
8 g indigo pr. liter giver en stærk kype.
Så hvis man ville lave en mellem kype på 5 liter, så skulle der bruges 5 liter x 5 g indigo/liter = 25 g indigo. 2 dele hydratkalk er 50 g. 3 dele fruktose er 75 g.
For at lave kypen skal man i virkeligheden bare blande de 3 ingredienser i kogende eller meget varmt vand. Jeg plejer at komme indigoen i den beholder kypen skal være i, hælde lidt kogende vand på og røre indigopulveret op til en pasta. Efterhånden som pulveret er vådtet tilsætter jeg mere vand. Når beholderen er ca halvt fyldt kommer jeg hydratkalk og fruktose ned i, og rører i kypen til der ingen klumper er. Fortynder til sidst med kogende vand til det ønskede volumen. Når man har gjort det er kypen sat – derefter køler den af til 40 grader, og er klar til brug. Kypen holdes på den arbejdstemperatur – enten på en kogeplade, et vandbad eller en anden varmer. Hvad man nu har. Man skal ikke lade temperaturen gå under 40 grader mens man arbejder i kypen, så duer den nemlig ikke. Hvis man vil gemme den til senere, så slukker man bare varmen.
Til at begynde med kan det være smart at lave en lille fruktosekype på en liter. Det passer lige i et sylteglas, og det er smart, for så kan glasset lukkes hvis man vil gemme sin kype til senere. Der kan kun dyppes små stykker stof i, men de kan jo bruges til patchwork og lapning.
Når fruktosekypen er reduceret får den en rødlig eller gullig farve, og her bruger jeg en pipette til at trække lidt kype op og se farven:
Når man har styr på processen kan man jo lave en større kype, hvor der kan dyppes tøj og større stofstykker. Jeg har arbejdet med 20-liters kype i en af mine store farvegryder, og det er lidt skræmmende at bruge 100 g indigo på en gang! Jeg har selvfølgelig ikke kunnet bruge kypen op på en gang. Imellem farvedage har jeg bare haft den stående med låg på ved stuetemperatur. Når jeg har villet farve i den, så har jeg varmet den op til 40 grader og holdt den ved temperaturen en timestid før jeg gik i gang med at farve. Jeg har arbejdet med kypen i over et halvt år før den nu ser ud til at være brugt op – jeg varmede den op, og tilsatte også nogle spsk fruktose for at få den i gang igen, men den farvede kun meget svagt. Der er heller ikke den store mængde blå skum i overfladen som på billedet nedenfor, så mængden af indigo er ikke længere stor nok til at kypen kan fungere. Når man når det punkt, så kan de 3 ingredienser tilsættes igen i det oprindelige 1-2-3 forhold.
Jeg synes, at jeg har fået fine resultater fra min store kype. Jeg har farvet en sommertop og jeans, som var helt blegede til grumset lyseblå (kommercielle farver kan også falme!). Begge dele har fået 3 dyp, og jeg har lappet bukserne med stof, jeg også har farvet i fruktosekypen:
Her er der mere stof og tøj, som har været nogle gange i den store kype. Alt sammen bomuld, og det har fået 2-4 dyp.
