Lige siden jeg først læste om den saksiske blå farve, som er lavet ved en reaktion mellem indigo og koncentreret svovlsyre, har jeg haft lyst til selv at afprøve farven.

Det er en advokat, Johann Christian Barth, som tilskrives æren for at have opfundet den saksiske blå i 1743. Han behandlede naturlig indigo med svovlsyre, som dengang blev kaldt for vitriol. Ifølge de Keijzer var farvestoffet i brug i England allerede i 1748, og Jenny Balfour-Paul skriver i sin bog “Indigo” at farven “ses i nogle orientalske tæpper, først og fremmest tyrkiske tæpper fra den anden halvdel af det 19. århundrede, men også Kashmir-sjaler fra den sene del af det 18. århundrede” (min oversættelse). Farven var populær, selv om dens lys- og vaskefasthed ikke er lige så god som indigos.

Balfour-Paul skriver, at farven er turkisblå, mens de Kaiser beskriver den som blå-grøn.

Jeg blev interesseret i den saksiske blå farve, fordi den er en mellemting mellem de rigtige naturfarver og de rigtige syntetiske farver, som kom efter Perkins opdagelse af mauvein i 1856. Hvis saksisk blå laves ud fra naturlig indigo, kan man ikke rigtig kalde den et syntetisk farvestof. Men det er jo heller ikke helt naturligt, og processen, det laves i, passer bedre ind i billedet af en industriel proces.

Problemet med at prøve farvning med saksisk blå hjemme er, at man jo skal bruge svovlsyre. Det er ikke noget man lige kan købe, og med god grund. Det er en farlig syre, og den reagerer kraftigt med kulhydrater såsom brød, faktisk ser det ud som om der er ild i brødet når det reagerer med svovlsyre.

Men nu fik jeg heldigvis den perfekte chance for at afprøve denne blå farve. Mit eksamensprojekt om brug af indigo til kemiundervisning. Så her kommer mit lille eksperiment med saksisk blå. Jeg afprøvede det i et kemi-laboratorium, i et stinkskab. Jeg havde selvfølgelig kittel og briller på – DETTE KAN IKKE AFPRØVES HJEMME!!

Jeg blandede 0,5 g indigo med 5 mL koncentreret svovlsyre, og varmede det over vandbad i 10 minutter (billedet til venstre).

Så fortyndede jeg indigo-blandingen med vand, og kom et nøgle alun-bejdset uld i. Jeg varmede ulden i farvebadet i ca. 40 minutter (billedet til højre). Selv efter fortynding var opløsningen stærk sur (pH 1).

Og det er så ulden, efter al den overskydende farve er vasket ud (der var meget). En klar blå farve, som ligner den, man plejer at få med den almindelige indigofarvning:

Men der ligger altså en anden kemi bag den saksiske blå, end den bag almindelig indigofarvning. Reaktionen mellem indigo og svovlsyre giver et stof, der hedder indigo karmin (eller saksisk blå). Indigo karmin er en syrefarve, og skal ikke reduceres for at binde til fibre. I stedet binder den til aluminium, som stammer fra alun-bejdsning af uld.

Bemærk bomuldstråden, der er bundet om den saksiske blå uldgarn nedenfor. Det er kun farvet en svag blå-turkis. Det er fordi alun ikke reagerer ret godt med bomuld, så der er kun få steder på denne tråd, hvor den saksiske blå kan binde.

Sammenlign med bunken af bomuldstråde i baggrunden. Jeg brugte tilfældigvis den samme tråd til at binde om noget tøj, som jeg shibori-farvede med den almindelige indigometode. Dele af tråden er farvet mørk blå. De hang nemlig udad i indigogryden, så de blev farvet effektivt fordi indigo kan afsættes direkte på bomuld (der er også hvide steder på tråden, men de hang bare ikke udad).

Det var et sjovt lille projekt at farve med saksisk blå (indigo karmin), men det er nok ikke noget, jeg kommer til at gentage med det formål at farve uld. Sammenlignet med den almindelige indigofarvning, så har denne proces ikke de store fordele, når man tænker på brugen af svovlsyre og den lave lysægthed.

Men den saksiske blå er nu ikke blevet helt arbejdsløs. Man finder den i madvarer under navnet E132. Desværre er den blå farve i madvarer ikke lavet ud fra naturlig indigo.

Hvis man har appetit på flere farvestoffer, så kan man også se efter E120, som også står opført som karmin nogle gange. Det er nemlig cochenille, og den røde farve i madvarer skulle efter sigende komme fra den naturlige kilde. Der er dem, der finder det ret frastødende, men efter at have stødt lusene så mange gange til farvning, så synes jeg, der egentlig er værre ting at proppe i munden.

Save