Krap har mange slægtninge, som også indeholder gode, røde farvestoffer. Det er planter, som er hjemmehørende i Danmark, og har været brugt langt tilbage i historien.

Året lakker faktisk allerede mod enden, og jeg vil prøve at samle lidt op på de mange eksperimenter, jeg har lavet.

Denne sommer ledte jeg efter så mange som muligt af kraps slægtninge. Krap, Rubia tinctoria, hører til Krap-familien (Rubiaceae), og indenfor den familie finder man også Snerre-slægten (Galium).

Snerre-arter har slet ikke lige så meget rød farve i rødderne som krap, men der findes flere vildvoksende snerre-arter i Danmark, som har været brugt historisk.

Den første snerre, der springer i øjnene er burre-snerre (Galium aparine). Den gror nemlig overalt! Det er den plante, der laver frøene, jeg altid bare har kaldt burrer. De runde frø er nemlig fulde af modhager, så burrerne er fantastisk gode til at hænge fast i tøj og hundepels. Hele planten har modhagerne, og her afslører slægtskabet sig virkelig, for krap har præcis de samme modhager.

Mit forsøg på at grave burre-snerre op for at få fat på rødderne sluttede dog hurtigt. Rødderne er fine som sytråd, så der skal graves virkelig meget. Rødderne siges ellers at indeholde farve, så jeg beholder planten på min måske-liste til en anden gang.

Gul snerre (Galium verum), også kaldet Jomfru Marias sengehalm (på engelsk Lady’s bedstraw), er den snerre, man oftest ser omtalt som farveplante. Jeg såede den faktisk også i haven i år, frøene havde jeg bestilt fra Impecta. Jeg såede direkte på friland i foråret, men intet kom op.

Når man ikke har fundet en bestemt plante eller svamp endnu, så er den simpelthen usynlig. Men når man endelig finder den, så viser det sig tit, at den er overalt. Sådan udviklede mit og gul snerres forhold sig i sommerens løb. Da jeg endelig fik øje på den, så var den jo alle steder. For eksempel på denne magre strandeng:

I den magre og sandede jord trives planten til gengæld også, side om side med blandt andet røllike og prikbladet perikon.

Desværre gav flere udflugter med skovl mig kun en meget lille håndfuld rødder af gul snerre – for lidt til at kunne vejes. Planten har nemlig, ligesom burresnerren, meget fine rødder, og de filtrer sig sammen med andre rødder, af rajgræs og lignende. Kombineret med den stenede/sandede jord, som gul snerre foretrækker, bliver det meget svært. Hvis man skal have fat på disse rødder, så skal man måske selv dyrke gul snerre i en sandet jord uden andre forhindringer. Jeg prøvede faktisk at farve med de få rødder, men det gav næsten ingen farve.

På en skovtur fandt jeg så denne plante – hvid snerre (Galium mollugo):

Hvid snerre er også omtalt som farveplante, så jeg forsøgte mig igen med opgravning af rødder. Også her var det virkelig svært, for i skoven er der fyldt med trærødder, som det er umuligt at grave for. Men det lykkedes at få et par gode håndfulde rødder, mest fordi hvid snerres rødder er tykkere, og derfor nemmere at have med at gøre. Jeg gravede rødderne af hvid snerre op i skoven 9. juli. Næste dag, efter at være gjort i stand, vejede de let tørrede rødder 30 g.

Jeg satte rødderne i blød i koldt vand natten over, og farvede så mine sædvanelige alun-bejdsede 12-grams nøgler Fenris for at afprøve farven. Jeg fjernede iblødsætningsvandet fordi Jenny Dean gør det, men jeg burde have sagt mig selv ud fra mine krap-eksperimenter, at det ikke var nødvendigt. Iblødsætningsvandet indeholder bare en lille mængde farve af samme art som den, der trækkes ud af roden ved opvarmning (6-gramsnøglet farvet i udblødningsvandet ligger hen over de andre nøgler i billedet nedenfor).

Jeg farvede så alun-bejdsende 12-grams nøgler i et 1. og 2. bad, præcis som når jeg farver med krap, altså ved at varme op til ca. 60 grader, og så lade garnet ligge i badet til næste dag.

Første-badet giver en overbevisende rød-orange, som ikke ville være spor overraskende, hvis det var almindelig krap man havde farvet med. Mængden af farve i hvid snerres rødder er bare mindre end i krap, men forskellen er faktisk ikke så stor, som jeg havde troet. Her er det 30 g rødder på 12 g garn, med krap ville man få sådan en farve frem med mindre end garnets vægt i krap.

Lidt overmodig smed jeg nu et stort (50-grams) nøgle i farvebadet, selv om jeg godt kunne se, at der ikke var så meget farve tilbage i det. Det var midt i juli, og jeg lod hele badet med garn stå i en krukke udenfor.

Et par gange lunede jeg det over vandbad for at hjælpe farven på vej, men ellers stod det bare. Jeg vendte i det nogle gange for at få en jævn farvning, og det fermenterede også en overgang. Både tid og fermentering vil hjælpe med at frigive farven, og jeg forestiller mig, at et garnnøgle, som suger farven til sig efterhånden som den frigives, gør, at mere af farven (som ikke er ret opløselig i vand) kan frigives. I hvert fald endte mit sidste nøgle, som jeg beholdt i krukken indtil 1. september (i alt  6 uger) med en fin laksefarve. Og farvebadet endte faktisk med at blive klart, så der var ikke mere farve at komme efter.

FRA WEBSHOPPEN

Hvid snerre-frø, 100 stk