Lilla! Farven, som har været naturfarverens problembarn i århundreder, måske årtusinder…

Antikkens lilla farve kom fra Fønikien (sådan circa Libanon i dag), hvor kysten var fyldt med snegle af Murex-familien. Den lilla farve, 6,6′-dibromoindigo, blev udvundet fra sneglene.

Lilla var elitens luksus. I dag koster farvestoffet 27444 kr pr. gram. Jeg ved ikke hvor meget materiale sådan et gram kan farve, men det er sikkert under et kilo, gætter jeg på. Farven var altså sindssygt kostbar.

Jeg forestiller mig, at der må have været stor glæde, da man pludselig kunne købe lilla farvet med blåtræ. Blåtræ (Haematoxylum campechianum) er et træ, som vokser i Mexico og Centralamerika, og blev bragt tilbage til Europa, hvor det blev et meget brugt farvestof.

Selve farvestoffet i blåtræ er hematoxylin, et farvestof som faktisk stadig bliver brugt indenfor cellebiologi.

Blåtræ giver en rigtig fin lilla på alunbejdset garn:

Men der er bare et stort problem: lysægtheden er katastrofalt dårlig!

Hvis man bruger en stor mængde blåtræ i forhold til garnmængden giver blåtræ blå, men også denne farve har en forfærdelig lysægthed.

Esther Nielsen skriver i “Farvning med planter” at denne blå alligevel blev brugt før i tiden. Måske var den elendige lysægthed ikke så problematisk for folk, der ikke havde meget lys inden døre. Men hun beretter også detaljeret om at de franske skønfarvere slet ikke måtte have blåtræ i deres værksteder, som også indeholdt alun, fordi det sammen kunne bruges til at lave den dårlige blå. Den var nemlig forbudt for skønfarveren, som kun måtte farve blåt med indigo.

Sletfarvere måtte derimod godt bruge blåtræ, og de brugte det primært til at farve sort sammen med jern og alun. Tilsætningen af jern gjorde da også farvens lysægthed lidt bedre. Det tyske ord for sletfarver var “Schwarzfärber”, som jo betyder sortfarver (denne interessante artikel fortæller mere om farvernes lauger og opdelingen i skønfarvere og sletfarvere).

Historisk sluttede den naturlige lilla farves tid dybest set i 1856, hvor Perkin opdagede mauvein, det første syntetiske farvestof. Opdagelsen beskrives til som et lykketræf, men det er faktisk ikke så præcist. Det er rigtig, at han i første omgang fremstillede mauvein ved et lykketræf mens han forsøgte at lave noget helt andet. Men så bemærkede han jo, at hans opløsning var lille. Det var første skridt. Andet skridt var at droppe ud af kemistudiet og starte en virksomhed, der fremstillede mauvein. Og det har jo krævet stor evne og indsats at starte og drive sådan en succes-virksomhed. Dette BBC-program fortæller den interessante historie, of fortæller også om Perkins andet topsælgende produkt, som var en kemisk fremstillet kraprød farve.

Men jeg har nu ikke lige tænkt mig at opgive den naturlige lilla, så jeg er i gang med et lille halv-systematisk forsøg i indigo-overfarvning af pink og rød fra cochenille og krap.  For at få lidt fornemmelse af de mulige farver har jeg leget lidt med et farveblanderværktøj. Dette burde svare til en stærk pink (cochenille) overfarvet med svag indigo.  Dette er en svag rød-orange (krap efterbad) overfarvet med stærk indigo. Næste trin er rent faktisk at udføre disse farvninger, mere herom senere!