Der findes en håndfuld planter, som bør være i enhver farvehave, og vajd er en af dem, synes jeg.

Planten er jo en af de gamle kulturplanter til farvning, og har været dyrket i Danmark i mere end 2000 år. Selv om man ikke kan udvinde lige så meget indigo af den som af japansk indigo, så er den stadig værd at dyrke rent kulturhistorisk.

Jeg har dyrket vajd en del år nu, så dette indlæg er egentlig en slags “sidste nyt fra vajd-fronten”.

Andetårsplanten giver ingen farve, så man skal kun lade den stå hvis man vil tage frø af den. Men den er også en meget smuk plante. Både når den blomstrer:

…og når frøene modnes:

I år havde jeg sået mine nye planter for tæt, så i begyndelsen af juli tyndede jeg dem ud. Metoden kan ikke anbefales. Det er hård at hive de ekstra planter op, da de sætter en virkelig dyb pælerod. Og de trives jo heller ikke når de står for tæt.

Jeg farvede med de planter jeg havde luget væk, efter metoden til friske blade (som jeg også brugte her). Kort fortalt gør man som følger:

1. Friske blade overhældes med vand, der lige har kogt. Det skal dække, og jeg havde vel 8-10 liter.
2. Det står en time
3. Bladene sies fra (de kan bruges igen til rødlig farve)
4. Der tilsættes base til pH 10 (jeg brugte natriumcarbonat, et par spsk)
5. Væsken hældes frem og tilbage mellem 2 beholdere så den bliver iltet
6. Der tilsættes reduktionsmiddel (natrium dithionit, 1 spsk) og kypen står til farven er skiftet. Sæt den på varme og hold den omkring 50 grader.
7. Farv i kypen som man plejer med almindelig indigo.

Bladene fra punkt 3 kan koges i nyt vand for at udvinde røde farvestoffer, som man kan bruge til farvning på alunbejdset uld. Den røde farve siges dog at være knap så lysægte.

Jeg lavede et par runder vajdfarvning med mine udtyndingsplanter efter metoden ovenfor i første halvdel af juli, og første runde gav dette (gode) resultat:

Næste runde, den lykkedes ikke. Jeg (og myggene) gik i gang med lugningen da dagen gik på hæld, for der var nogle dage, hvor det var alt for varmt at arbejde ude i solen!

Da jeg nåede til selve farvningen var det blevet sent, så jeg var for træt til at vente på at det stod en time. Jeg tænkte at jeg ville lade det stå til næste dag i stedet, og så fortsætte, selv om jeg havde på fornemmelsen at det ikke ville virke. Næste dag kørte jeg videre med punkt 3-7 ovenfor, men det virkede ganske rigtigt ikke.

Forklaringen skal – selvfølgelig – findes i den kemiske sammensætning af vajdbladenes indigo-forstadier. Som faste læsere måske kan huske, så findes der ikke indigo i bladene af de indigo-producerende planter, men stoffer der kan omdannes til indigo.

Japansk indigo og almindelig indigo indeholder stoffet indikan, og det findes også i vajd, men kun i mindre mængde. Størstedelen af indigo-forstadierne i vajd findes som stoffet isatan B, og det er ikke stabilt i neutral opløsning eller ved meget høje temperaturer i længere tid. Det man kemisk mener med “ikke stabilt” er at stoffet bliver nedbrudt, og det betyder at man ikke får dannet indigo.

Det vidste jeg egentlig godt, fra denne artikel, som beskriver udvinding af indigo fra bladene. De udvinder isatan B af bladene natten over ved lavere temperatur: først 60 grader for at bryde bladenes beskyttende vokslag, så lader man efterhånden temperaturen falde til udendørs-temperaturen. Og de bruger lavere pH (3,5) for at isatan B ikke skal gå tabt.

Artiklen er jeg i gang med at genlæse fordi jeg i år skal prøve at opskalere udvindingen af vajd-indigo. Sidste år udvandt jeg nogle få gram af mine egne planter, men i år skulle det gerne blive en større mængde. Berit Kiilerich fra Lystbækgaard har lånt et stykke jord på en af nabogårdene, og der har vi vores eksperimentelle vajdmark, som vi lige har luget så fint:

En del af de mange planter skal bruges til udvinding af indigo, mere følger herom en anden gang.

DYRK SELV VAJD:

Vajd: Frø, 50 stk