Nu har vi sagt farvel til 2015 og goddag 2016, men jeg kan vist godt lige nå at vise jer de svampefarver, som 2015-høsten bragte.

Efteråret er og bliver min yndlingsårstid. Farverne, duftene, lange skovture. Vi tager til Nordjylland hvert efterår for at lede efter svampe, og i år var ingen undtagelse. Heldigvis har det nationale testcenter for vindmøller ikke forstyrret svampene! Og jeg synes faktisk de er flotte, vindmøllerne, når man ser dem stikke op over trækronerne. Det pynter da også endnu mere på dem at de er med til at sikre, at vi kommer til at leve op til 40% reduktionen i CO2-udslip i 2020…

Min familie har jaget spisesvampe siden før jeg blev født, men altid fra et sikkert lille repertoire på omkring 5 arter. Nummer 1 på listen har altid været kantarellen – man kan absolut ikke forveksle den med noget giftigt, og så er det måske den lækreste spisesvamp.

Vi leder stadig efter spisesvampe, og vi træner også næste generation til det. Se bare hvor min 5-årige datter arbejder for føden:

Men nu leder jeg også efter farvesvampe når jeg går i skoven, og det gør det endnu sjovere – nu finder jeg altid noget spændende! Her er det garn jeg har farvet med svampe dette efterår:

Jeg er så tilfreds med mine svampefarver denne gang, og jeg går og overvejer et projekt, hvor jeg kan bruge alle farverne sammen.

Fra højre til venstre, så er det almindelig bruskbold (brunt, 900 g svampe på 150 g garn), sortfiltet netbladhat (grøngrå), cinnoberbladet slørhat (rosa) og nogle blandede slørhatte (beige-laksefarve).

Jeg ved ikke hvad de hedder, de svampe som gav den orange farve. Jeg tog ikke billeder af dem, men jeg tror det var slørhatte. Her er det orange garnnøgle sammen med et opslag i min store svampebog – det viser nogle svampe, som jeg tror det kunne være. De fleste af dem er meget giftige, og det er svært at kende de forskellige slørhatte fra hinanden, så det er en god regel at holde alle slørhatte separat fra de svampe man har tænkt sig at spise!

Det lysegule nøgle er farvet med plettet flammehat (Gymnopilus penetrans). Det er en meget almindelig svamp, og efter at have gået igennem en hel skov af dem plukkede jeg til sidst nogle. Det er nu ikke nogen stor farvesvamp. Den gule farve kan man jo få på 117 andre måder, og der er ikke store mændger af den i svampen.

Jeg fandt også masser af knippe-svovlhat (Hypholoma fasciculare), som også er en middelmådig farvesvamp, der indeholder relativt lidt af denne almindelige farve.

Det sidste nøgle kan nok bedst beskrives som råhvidt… Det prøvede jeg at farve med lilla ametysthat, selv om jeg nok godt anede at det ikke ville virke.

Det er en mægtig pæn svamp, synes jeg, som den står der på skovbunden – men desværre kan man lige så godt lade den pynte der. Den lilla farve forsvinder når man gemmer svampene et par dage, eller kan sågar gå af i regnvejr mens svampen stadig gror. Så det er nok ikke den store overraskelse, at selv en stor mængde lilla ametysthatte overhovedet ikke giver nogen farve til garnet. Men nogle gange kan det jo være fint at tjekke sådan noget selv.

Save

Save

Save

Save

Save

Save