Nogle gange, når jeg læser noget men ikke helt fatter betydningen af et enkelt, vigtigt ord, så er det som om min hjerne bare springer hele emnet over. For nogen tid siden, da jeg ledte efter oplysninger om lav-arten Xanthoria parietina og dens pigment, parietin, stødte jeg på oplysninger om skræppe-familien. Dette er hvad jeg skrev dengang:
Parietin, fortæller Wikipedia, findes også i rødderne af kruset skræppe (Rumex crispus). Jenny Dean skriver, at flere forskellige skræppearters rødder indeholder rødbrune farver, men jeg ved ikke om det har noget med deres parietin-indhold at gøre
men dengang forbandt jeg det ikke lige med noget – jeg kunne nemlig ikke lige se en skræppe for mig. Men i sommerens løb lykkedes det mig at slå det op, og jeg indså at skræpperne jo er utroligt almindelige planter.
Jeg samlede disse planter sent i juni:
og jeg er ret sikker på at det er almindelig syre (Rumex acetosa). Den vokser ofte på fugtige eller endda våde steder. Roden kan være meget svær at trække op, men det er nemmere jo vådere jorden er.
Jeg afprøvede farvning med rødderne ifølge Jenny Deans metode fra “Wild Color”: vaskede og hakkede 150 g friske rødder, og på det tidspunkt kan man allerede se at der er farve i dem:
Jeg satte dem i blød natten over, selv om jeg ikke er sikker på at det er nødvendigt med friske rødder. Der kom ikke nævneværdig farve ud af dem ved iblødsætningen.
Men de gav en uventet dyb og lækker rødbrun farve (ligesom Dean havde lovet) da jeg varmede dem op. Jeg farvede flere gange med 10-grams testnøgler, og der skulle 4 til at bruge farven op, en meget fin mængde farve. Alle toppene gav en gul farve med et brun-rødt skær, som i sig selv er en smuk farve. Sammen ser de sådan her ud – fra forrest til bagerst første til fjerde bad med rødder og så toppene bagerst:
Efter det gode resultat begyndte jeg at spotte skræpper overalt. En anden almindelig art heromkring er denne
som er et andet medlem af skræppe-familien, måske by-skræppe (Rumex longifolius) eller kruset skræppe (Rumex crispus). Jeg har tørret og gemt nogle rødder af den til de lange vinterdage, hvor farvestofferne ikke bare byder sig til.
Hej , sikke en fin blog du har!
Jeg har også farvet med skræppe rødder – med lignende resultater. Jeg har gode erfaringer med at give rødderne en omgang med en hammer eller lignende, til de er helt findelte i trevler. Og så har jeg opdaget, at røddernes alder har en indflydelse på hvordan/hvor meget de farver. Har de en god saftig indre kerne med en mørkere farve, er de virkelig gode at farve med. Dvs ikke for unge og ikke for gamle.
🙂 Mona
Tak 🙂
Godt tip med hammeren, det prøver jeg næste gang! Det lyder spændende, at du har fundet et system i hvor meget farve der er i rødderne. Så mange gange har jeg ikke farvet med dem, at jeg har lagt mærke til sådan noget. Har du også set system i indholdet af farve med årstiden? Så vidt jeg husker, så skriver Jenny Dean at de kan samles hele året, men når jeg læser sådan noget, så overvejer jeg altid om det mon nu er rigtigt…
Jeg tror, at når det drejer sig om rødder og bark, er der nok noget om, at årstiden ikke har den store betydning. Men det med at grave rødder op, her jeg mest lyst til sommer/sensommer – så det er der jeg farver med dem. Så det er egentlig ikke noget jeg kan basere på erfaring 🙂
Hammer og rødder er i øvrigt alletiders småbørnsbeskæftigelse – nok især for drenge, hvis du skulle ha sådan nogen 😉
Ha ha ha 🙂 🙂 Diverse småbørn haves, men jeg ved ikke helt om jeg er klar til at slippe dem løs med en hammer!
[…] Rødder af almindelig syre. Ikke specielt lysægte // Sorrel root, not very light-fast […]