Højsommeren er normalt højsæson både for vilde farveplanter og de kultiverede i farvehaven. I år har den lange, varme tørke været en udfordring for mange planter.
I begyndelsen af juni flyttede vi ind i vores store, nyindkøbte hus. Her bliver både plads til mit farveværksted (og til resten af familien), men det bedste er næsten haven, som er omkring 2000 m2.
Derfor har der også været lidt stille her på bloggen, jeg har altså været ude i haven, i gang med at anlægge begyndelsen på den store farvehave, jeg kan se for mig.
Der er selvfølgelig en del gengangere fra mine tidligere farvehaver. Her er det skønhedsøje (Coreopsis tinctoria), som der også må være en hel masse andre der har i haven lige nu – jeg har i hvert fald sent mange pakker frø afsted til nær og fjern.
Ved siden af, i mit farvebed, har jeg disse tre. Til venstre safflor, også kaldet farvetidsel (Carthamus tinctorius). I midten er det farvegåseurt (Anthemis tinctoria) og til højre en gammel kending, nemlig vajd (som jeg også har ekspederet mange pakker af). Hvis den er svær at genkende, så skyldes det nok blondebladene, vi er nemlig under heftigt angreb af kålsommerfugle.
Jeg brugte et stykke tid på at undre mig over, at kålsommerfuglene også angriber min vau. Ikke så slemt som vajden, men et middelsvært angreb. For vau er jo ikke nogen kålplante, vel? Et hurtigt opslag viste, at vau faktisk tilhører Korsblomst-ordenen, også kaldet Brassicales. Både korsblomst-familien (hvor man finder kål og vajd) og Reseda-familien (hvor man finder vau, Reseda luteola) hører til korsblomst-ordenen. Hvidvingerne (bl.a. kålsommerfugle) går på planter fra hele Korsblomst-ordenen, så det er altså forklaringen!
Igen i år dyrker jeg også japansk indigo. Den har jeg aldrig set angrebet af skadedyr i løbet af de år, jeg nu har dyrket den. Til gengæld har den haft det meget svært i den tørre jord, faktisk mistede jeg nogle planter:
Så blev vandingen intensiveret, og det har hjulpet, så jeg nu har fine planter i en størrelse, der er normal for årstiden:
Men jeg har ikke særlig mange indigoplanter, så jeg bestemte mig for at opformere dem ved stiklinger. Det er heldigvis utrolig let. Jeg klippede nogle stængler af, de skal være 10-12 cm og have flere bladpar og led på stænglen. Når man kigger helt tæt på stænglerne kan man se en krans af små dupper under hvert led, og det er her, siderødder lynhurtigt kan sættes. Hvis stænglerne bliver dækket med jord, så sætter de nye rødder, også selv om de hænger fast på planten i forvejen.
Jeg satte de små stængler i vand i 6 dage, og det fik dem til at sætte fine rødder:
Endelig har jeg min flotte krap-plante, som er ved at blomstre af. Jeg har læst (nu kan jeg selvfølgelig ikke huske hvor) at krap normalt aldrig blomstrer i Nordeuropa, så de uanselige, hvide krapblomster har været en særligt god overraskelse. Nu holder jeg øje med planten for at se, om den mon skulle sætte frø.
Og til allersidst: en Hopi-solsikke, der overvejer, hvornår den skal springe ud. Blomster og frø skulle være røde, og farve rødt. Jeg venter i spænding:
[…] hele stilke af og hev bladene af. Tilbage blev de nøgne stilke. De blev straks sat i vand, for de sætter jo fine rødder og blade, og kan plantes igen nogle uger […]