Vajd

Vajd (Isatis tinctoria) er en indigo-producerende plante, som oprindeligt kom fra Centralasien, men som i dag findes i store dele af verden.

Planten er toårig. Det første år står bladene i en tæt roset, og det er disse blade fra første år, man bruger til farvning. Man kan høste af bladene flere gange i sæsonens løb, i det danske klima normalt to gange, men længere sydpå kan man høste flere gange.

Andet år sætter planten en høj blomsterstand med gule blomster i juni, sætter frø, og visner derefter.

Historie

Vajden stammer oprindeligt fra Centralasien (sådan deromkring Kazakhstan). Det kan man se på den genetiske mangfoldighed, af de vajdplanter, man kan finde vildt i Europa i dag [Spataro, Taviani & Negri 2007].

Planten groede ud over Europa allerede i antikken:

• I de Bello Gallico beretter Julius Cæsar, at kelterne var tatoveret med vajd
• Romerne indførte planten i Italien, hvor den især blev dyrket omkring Pompeii
• Op igennem tiden var der også en stor produktion i Frankrig, især omkring Toulouse
• I 1969 blev der fundet en jernaldergrav ved Lønne Hede i Vestjylland, og pigen i graven kom til at hedde Lønnepigen. Hun var iklædt en rød og blå dragt, hvor den blå del var farvet med vajd. Vajd har altså været brugt i Danmark i 2000 år.

Der var et stort marked for europæisk vajd indtil det 17. århundrede (omkring år 1800) hvor den blev udkonkurreret af tropisk indigo, som primært groede i Indien, og blev transporteret til Europa af Sydøstasien-kompagnierne.

Vajden blev indført i USA af nogle af de tidligste europæiske immigranter, som tog den med sig til Plymouth-kolonien, der blev grundlagt i 1620. I dag gror vajd som invasiv art ud over store dele af Nordamerika, og den er ifølge U.S. Department of Agriculture "særdeles invasiv og i stand til at dominere et helt område" [Zouhar 2009]

Historisk farvemetode

Vajd indeholder indigo, altså helt samme farve som man finder i tropisk indigo og japansk indigo, bare i mindre mængder. En af grundene til, at den tropiske indigo blev så populær er (udover det store indigo-indhold) at man kunne udvinde indigoen og tørre den til et pulver. Det kunne man ikke med vajd.

For at gøre vajd klar til at farve med, skulle de høstede blade først kvases i en vajdmølle (drevet af heste, børn, eller senere i historien damp), og bladmassen formes til kugler, der tørrede i flere uger. Kuglerne var en handelsvare, men egnede sig kun til ret kort transport.

Vajdkuglerne blev så brudt i stykker, og bladmassen blev fugtet og spredt ud på gulvet, hvor den skulle fermentere. Det var en svær proces, for massen skulle holdes tilpas fugtig og vendes rundt, så den ikke overophedede, og så alle dele blev fermenteret lige meget. Det dampede fra massen, og flere beretninger nævner stanken fra denne fermentering. Når massen efter 6-9 uger tørrede, så var vajden klar til brug [Balfour-Paul 2011].

Den klargjorte vajd blev så brugt til at lave et fermenterings-farvebad, hvori indigoen blev reduceret til leuco-indigo (se siden om indigos kemi). Farvebadet blev gjort basisk, i nogle opskrifter med aske fra afbrændt træ, i andre opskrifter gammel urin (som udvikler ammoniak, der er en base).

Desuden skulle der være organisk stof til stede i farvebadet, det kunne være vajd-bladene selv, eventuelt med tilsætning af krap og klid. Det organiske stof fungerede som mad for de bakterier, der så stod for selve omdannelsen af indigo til leuco-indigo.

Der er stadig farvere, der bruger de historiske metoder, og det er også muligt at købe vajdkugler eller lave dem selv.

Moderne vajdfarvning

Det er relativt let at farve med sin egen, friske vajd. Et aftræk af bladene med kogende vand tilsættes base, og hældes voldsomt frem og tilbage mellem to beholdere for at omdanne indican til indigo. Man tilsætter efterfølgende natrium dithionit for at reducere indigo til leuco-indigo, den gul-grønne form af indigo, som er aktiv til farvning. Se mere her.

Kilder

Balfour-Paul: Indigo. Egyptian Mummies to Blue Jeans. The British Museum Press, 2011.

Spataro, Taviani & Negri: Genetic Variation and Population Structure in a Eurasian Collection of Isatis tinctoria L. Genetic Resources and Crop Evolution, 54, 573-584 (2007) link

Schreber: Historische, physische und öconomische Beschreibung des Waidtes (1752) link

Zouhar: Isatis tinctoria U.S. Department of Agriculture (2009) link

Links

woad.org.uk