Jeg vil vise jer et nyt design, jeg arbejder på! Et par sokker i et lidt tykkere sokkegarn, det er 350 m / 100 g og 75 % uld / 25 % polyamid. Dette fed er farvet med fermenterede avocadosten og en knivspids cochenille:
Selve mønsteret på sokkerne kommer delvist fra et japansk mønsterbibliotek, så denne gang trækker jeg altså ikke på det traditionelle skandinaviske strikdesign. Men – jeg har altid syntes, det var interessant, at der er så mange paralleller mellem moderne japansk og skandinavisk design og smag.
Hvorfor så mange ligheder? Det ser ud til, at det ikke kun er mig der har lagt mærke til det! Belinda Esperson (en australsk smykkedesigner jeg faldt over) gætter på at det er pga. forbindelsen til naturen de to steder. Jeg kan kun tale for os danskere, og jeg tror da ikke, vi er mere forbundet til naturen end folk så mange andre steder…
Her er der en diskussion hvor der bliver gættet på at det fælles mellem Japan og Skandinavien er “respekt for reglerne”, og det er helt sikkert rigtig. Vi går jo ikke engang over for rødt! Japanerne er i hvert fald også kendt for deres respekt for reglerne. Jeg kan huske at have læst om en ulykke med et højhastighedstog hvor flere hundrede døde da togføreren forsøgte at indhente 30 sekunder – toget skal komme til tiden!
Men hvordan bliver respekt for reglerne omsat til minimalisme og perfektion i formgivning? Ikke sikker.
Mit eget gæt er, at den skandinaviske smag for det simple kommer fra protestantismens æstetik. Under reformation blev alle de farverige kalkmalerier dækket med kalk, og over de næste 500 år er vi åbenbart blev trænet til at nyde hvide vægge!
Men nok snak, lad os komme frem til uld på pinde:
Efter al den snak om det simple og formgivning, så er det jo et noget pynteligt mønster. Men, jeg synes faktisk at der kommer en simplicitet frem når mønsteret dækker fladen, så det virkelig kan fange øjet.
Mønsterets navn, ni døtre, er havets bølger. I nordisk mytologi er Ægir og Ran havets guder, og de repræsenterer den positive og negative side af havets kræfter. Ran betyder at stjæle, og Ran fanger sømændene i sit net og tager dem ned på havets bund. Ægir og Ran er gift, og deres ni døtre er havets bølger.
[…] on marts 23, 2015maj 3, 2016 by […]