KRAP på HØR

Sommervejr fremmer ikke ligefrem lysten til at strikke af uld, så jeg har kastet mig over farvning af Midsommer, et tyndt, 3-trådet hørgarn. Tidligere har jeg næsten kun farvet uld, men der skal andre metoder i brug når man farver plantefibre.

Tekstiler af hør har været brugt langt tilbage i oldtiden, og det ældste danske fund af hørtekstil er ifølge Den Store Danske fra jernalderen, ca. år 200. Også vikingerne var glade for at gå i hør, og omkring 40% af tekstil-fundene fra den tid er af hør.

Personligt elsker jeg hør, og har slidt bagen ud af mange par hørbukser. Så hvorfor har jeg næsten kun farvet på uld?

Her begynder den videnskabelige forklaring:

Uld er som bekendt en animalsk fiber, og består af proteinet keratin. Proteiner er lange kæder af aminosyrer, og mange af de aminosyrer, som keratin består af, har en elektrisk ladning.

Når man farver er det første trin bejdsning, som sker ved at opløse alun i vand, og komme ulden deri i kort eller længere tid, typisk med opvarming.

Alun er et salt, og når man opløser det i vand, så bliver der frigivet aluminiums-ioner, som har en positiv ladning. Modsatte ladninger tiltrækker jo hinanden, så når man kommer ulden ned i den opløsning, så kan aluminiums-ionerne binde fast til nogle af de mange negative ladninger på keratin.

Når man efterfølgende kommer ulden i et farvebad, så binder farven fast til det aluminium, der sidder fast på ulden. Og her er det færdigt arbejde for farveren: farven sidder fast på ulden.

Med plantefibre som bomuld og hør er det anderledes. De består ikke af protein, men af cellulose. Cellulose består af en lang kæde af sukkermolekyler, og de har ikke elektriske ladninger. Derfor kan aluminiums-ionerne fra alun ikke bare binde fast til cellulose.

Men garvesyre kan binde fast til cellulosen i plantefibre.

Tanniner – hvortil garvesyre hører – er en stor gruppe af store og ret forskellige molekyler fra planter. De har det til fælles at de kan binde fast til proteiner (det er det man udnytter når man garver) og har en besk, sammensnørende smag (tænk billig rødvin og umodne bær). Og så er de polyphenoler (men det er bare en definition, så man skal ikke bekymre sig, hvis man ikke lige ved hvad det er).

Hvis man gerne vil studere detaljerne omkring uld og plantefibres struktur og bejdsningsprocessens kemi, så kan jeg anbefale “The Science of Teaching with Natural Dyes” af Jeanne M. Buccigross.

Garvesyre kan altså binde fast til cellulose, og nu kommer det smarte: aluminiums-ioner kan binde fast til garvesyre. Så metoden med hør er altså først at binde garvesyre til cellulosen, så binde aluminiums-ioner til garvesyren, og endelig binde farven til aluminiums-ionerne.

Her slutter den videnskabelige forklaring.

For at komme frem til en metode til hørfarvning, har jeg læst rundt omkring i “The Art and Craft of Natural Dyeing” af J. N. Liles. Han har et helt sammensurium af forskellige metoder til de forskellige farvestoffer, bruger flere forskellige aluminiums-forbindelser til bejdsning, og alt er opgivet i håbløse enheder som ounces, pund osv.

Men efter at have regnet om til til helt normale SI-enheder og skåret de trin væk, som jeg synes virker overflødige, så stod jeg med denne metode:

Først, behandling med garvesyre. Jeg brugte indkøbt ren garvesyre, men mine næste eksperimenter med hør skal handle om udvinding af garvesyre fra let tilgængelige planter.

Til 100 g hør opløste jeg 5 g garvesyre i 70 grader varmt vand, altså 5%. Jeg kom den gennemvåde hør i, arbejdede den godt rundt i badet, og lod den så ligge i badet natten over uden opvarmning.

Efter en god vask for at få overskydende garvesyre væk, bejdsede jeg næste dag i 10% alun fuldkommen som jeg plejer, og farvede efterfølgende i 1:1 krap. Resultatet var en smuk gammelrød i det første bad, og en mere dæmpet tone i andet bad:

Krap på hør: fra højre 1. bad, 2. bad og den ufarvede, ublegede hør.

Den smukke tone skyldes blandt andet at jeg farver på ubleget hør, som altså har en grålig farve i sig selv. Men der er muligvis mere på spil end det. For at se hvor meget farve der var tilbage, farvede jeg 100 g uld i farvebadet. Jeg havde lavet det som et 1:1 bad til mit første nøgle hør, som vejede 100 g, altså 100 g krap. Så havde jeg farvet endnu et nøgle hør på 140 g. Og se nu hvad der skete med ulden:

Krapfarvning af hør og uld. I midten hør 1. bad, til venstre hør 2. bad. Til højre uld 3. bad.

Den orange på ulden er virkelig elektrisk, og ligner det 2. bad, jeg tidligere har fået med kogt krap. Men jeg er ret sikker på, at dette bad ikke blev særlig varmt. På hør får jeg den dejlige gammelrøde, som slet ikke ser ud til at have nogen gule komponenter. Det er som om hørren ikke har optaget det gule, som så har været efterladt til ulden, der godt kan optage det? Her er bestemt mere at arbejde videre med.

PS: Du kan finde den ufarvede Midsommer i min webshop. Senere kommer der også naturfarvede nøgler i shoppen.

Tagget , , , ,

2 tanker om “KRAP på HØR

  1. Det var dog spændende! Tak for den udførlige gennemfgang.

    1. Velbekomme 🙂 Jeg er glad for at der er i hvert fald en læser til en lille videnskabelig forklaring i ny og næ

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *